Svend Madsen har i år startet maskinhandel og serviceværksted i eget navn.

I mange år var Svend Madsen medejer hos Agrotek i Hobro. Efter en periode som ansat et andet sted, har han valgt at åbne sin egen maskinhandel, som også får navnet Svend Madsen.

- Jeg har savnet at være selvstændig, og det er rart at være tilbage. Det er virkelig en livsstil at være selvstændig, forklarer Svend Madsen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er en særlig tilfredshed i at se ting gro og at skabe noget fra bunden.

Han har åbnet maskinhandel i nyopførte bygninger i Hobro, og som om det ikke er arbejde nok at starte en maskinhandel, så har Svend Madsen såmænd også selv stået for byggeriet af bygningerne.

- Jeg kunne ikke finde de rigtige lokaler, og så valgte jeg selv at bygge dem. Så var jeg også sikker på, at det blev, som jeg ønskede det, og samtidig var det med til at holde udgifterne nede, siger Svend Madsen, der nu har 650 kvadratmeter under tag, hvor han på sigt håber at beskæftige fire-fem ansatte.

Det vigtige værksted

Ind til videre har Svend Madsen to mekanikere tilknyttet, som primært arbejder på selve værkstedet - men som også kommer ud til kunderne med firmaets servicebil. Og værdien af et godt værksted kan ikke overvurderes, understreger Svend Madsen.

- Et godt værksted betyder kort sagt alt. Hvis dit værksted har et dårligt ry, får du ikke gang i salget, siger han og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er på værkstedet, tilliden opbygges.

Kundegruppen er forholdsvis bred. Det er således både private, der lige skal have fikset havetraktoren eller motorsaven, men også professionelle fra både landbruget og den grønne sektor.

Geografisk dækker Svend Madsen et forholdsvist stort område - men primært inden for en radius af 40-50 kilometer fra lokalerne i Hobro.

Orange traktorer

På salgssiden er det allerede fra begyndelsen lykkedes for Svend Madsen at sikre sig forhandlingen af et traktormærke i form af de orange Kubota-traktorer.

- Det er en traktor, der ikke er så kendt i Danmark, men på verdensplan er det jo et kæmpestort mærke, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kubota har længe fokuseret på de lidt mindre traktorer, men med introduktionen af M7-serien samt åbningen af en europæisk fabrik, har det japanske mærke sendt et klart signal om, at man også satser på de lidt større modeller.

- Det er min oplevelse, at Kubota er et meget seriøst mærke, og jeg har gennem mange år arbejdet med Kubota-motorer, som virkelig fungerer godt. Jeg håber, at vi får nogle M7-traktorer ud på markerne, så folk kan se, at det er et godt produkt, siger Svend Madsen.

God start

Til at supplere maskinerne fra Kubota har Svend Madsen også valgt at forhandle maskiner fra blandt andre Thaler, Stihl, Stiga og Viking.

- Jeg har valgt, at vi ikke skal have et væld af forskellige mærker. Jeg vil gerne fokusere på et mere stramt program, hvor jeg personligt kan stå inde for alle de produkter, som vi sælger, forklarer Svend Madsen.

Han fremhæver Thaler, som blandt andet producerer minilæssere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er virkelig et stærkt mærke, og produkterne er virkelig tysk kvalitet, siger han.

Som nystartet maskinhandler har Svend Madsen brugt en del tid på at komme ud i verden og møde kunderne. Og tingene begynder så småt at tage form.

- Der er ikke noget, der kommer af sig selv. Men nu er vi ved at nå et niveau, hvor vi har nok arbejde til vores to mekanikere, siger han.