Agromek, Maskiner under Broen og Have & Landskab - hvordan skal man prioritere som leverandør til den grønne branche. Læs nogle af udstillernes svar.

- Vores ønske er at skabe en grøn messe, som kan samle branchen de år, hvor der ikke er Have & Landskab. Faktum er, at Agromek ikke er den perfekte messe for os.

Sådan sagde Niels Kirkegaard, formand for sektionen Park, Vej og Anlæg under brancheforeningen Maskinleverandørerne, da sektionen i marts 2015 præsenterede konceptet for den nye grønne messe Maskiner under Broen (MuB), som havde premiere i slutningen af august i år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den er bevidst placeret i kalenderen i de år, hvor der ikke er Have & Landskab, men dermed finder den sted samme år, hvor der er Agromek. Det kunne give en udfordring for den grønne branches medlemmer, som måske kunne overveje at vælge Agromek fra, hvor standprisen er langt højere end på MuB, og hvor hovedfokus er på landbruget. men sådan behøver det ikke være, mener Niels Kirkegaard:

- Den nye messe skal ikke ses som en konkurrent til Agromek. De (Agromek, red.) har meddelt os, at de godt kan leve med vores ide, fordi det er en udendørs messe i "low cost"-kategorien, og så er den i Trekantsområdet. Netop derfor er den meget anderledes end Agromek. Faktisk vil Agromek gerne samarbejde med os om den nye messe, og det sætter vi pris på. Vi har ikke til hensigt at afvikle vores medlemmers deltagelse på Agromek. Den skal tværtimod være et supplement, understregede Niels Kirkegaard i samme interview.

Tvivl om deltagelse

Men hvordan ser den grønne branches leverandører selv på situationen. Vi har spurgt nogle af dem, og selv om de i antal ikke kan fortolkes som en generel tendens, er deres svar alligevel værd at reflektere over.

- Vi har udstillet på Agromek siden midtfirserne. Det er en fin messe, men det passer os rigtig dårligt, at den er flyttet til november. Det er vores højsæson, og vores kunder bruger ikke november til at gå og orientere sig - det gør de i august, hvor der er Maskiner Under Broen, og hvor indsalget af fejemaskiner m.m. begynder. Vi sælger også græsslåmaskiner, og der kunne vi tidligere bruge Agromek i uge 4 til at vise de sidste nye modeller, så man kunne nå at bestille dem hjem, til sæsonen starter i påsken. Så Agromek rammer ikke helt vores målgruppe længere. Det er en god messe, men den har bevæget sig lidt væk fra os, og det er jeg selvfølgelig ked af. Derudover får vi på de udendørs messer også et meget større areal for væsentlig færre penge sammenlignet med Agromek. Desuden er det bedst for os at udstille udendørs, så kunderne kan prøve og høre maskinerne. Vi er med på Maskiner under Broen igen næste gang, for den er mere målrettet os. Jeg ved ikke, om vi også er med på Agromek næste gang - så skal messen i hvert fald overraske meget positivt i år, siger Karsten Fog, direktør for HA Fog A/S.

Samme holdning deles ikke af Anders Gundtoft, ejer og direktør i Skovmek ApS:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi var med på Maskiner under Broen, men det fik vi alt for lidt ud af. Der var for lidt besøgende. Agromek plejer at være godt, og jeg tror, at vi i fremtiden kun vil være på Agromek.

Budgetspørgsmål

Spørger man OP System A/S, der importerer og forhandler Doppstadt, Sennebogen og Komplet, er de i gang med at vurdere situationen.

- Vi var med på Have & Landskab sidste år, som var en rigtig god messe for os. Vi deltog ikke på Maskiner under Broen, fordi vores budget allerede var fastlagt. Vi deltager på Agromek alene på grund af antallet af besøgende. For os rammer det bedre med deltagelse på Have & Landskab samt Agromek. Det er strategisk godt med en stor messe i øst og en i vest. Hvis vi havde budget til dem alle tre, så var vi med på de alle. Maskiner under Broen har helt sikkert en berettigelse, siger Morten Christensen, direktør i OP System.

Linddana A/S har hidtil deltaget på både Agromek, Have & Landskab og Maskiner under Broen. Og det forventer de at fortsætte med.

- Historisk set har messerne talt til forskellige målgrupper, som alle er meget vigtige for os. Agromek indfanger naturligvis landbruget, og Have & Landskab giver adgang til grønne faggrupper som f.eks. anlægssektoren. Flere målgrupper er de dog også fælles om, f.eks. kommunerne. Udover de faglige forskelle oplever vi dog, at messerne rammer forskelligt geografisk publikum. Skellet mellem øst og vest viser stadig sin betydning. Have & Landskab tiltrækker det sjællandske marked, hvorimod Agromek samler det jyske. Så vi har klar oplevet at få udbytte ud af begge typer messer, da vi oplever, at de supplerer hinanden godt både fagligt og geografisk. Maskiner under Broen i år gav os ikke meget grundet meget lavt besøgstal, så den vil være til genovervejelse næste gang, siger Hans Anker Holm, direktør i Linddana A/S.