Husqvarna er klar med et system, som overvåger og indsamler data fra deres maskiner og redskaber.

"Hvad ville dine maskiner fortælle dig, hvis de kunne tale?"

Det kan selvfølgelig virke som et ganske mærkværdigt spørgsmål, men hvis lige ser bort fra den del af formuleringen, så er der faktisk et budskab i anvendelsen af redskaber og maskiner. Hver gang de er i brug, er der erfaringer at indhente for primært brugeren og ejeren, men i den sidste ende også producenten - hvis man vel at mærke kan indsamle de data.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det vil Husqvarna gøre gennem sit nye digitale styringsværktøj, der lyder navnet Fleet Services.

Forkert fokus

Fleet Services henvender sig til professionelle brugere i den grønne branche, og det blev præsenteret for fagpressen ved et arrangement i Tivoli i København 25. oktober.

- Dette er første generation af systemet, og det har været otte år undervejs. Det er et system, vi vil blive ved med at fokusere på og udvikle på i mange år fremover, sagde Jacob Konnerup, der er ansvarlig for Husqvarnas professionelle kunder i Danmark, under præsentationen.

Systemet består helt konkret af en sensor, som monteres direkte på eksempelvis hækkeklipperen, kædesaven eller rideren. Den registrerer alle bevægelser og drifttid, som maskinen udfører og sender dem til en basestation, når de kommer tæt på hinanden igen. Typisk når værktøjet returneres i maskinhuset eller værkstedet efter dagens opgaver. Hvis personen, der har udført arbejdet, samtidig er udstyret med sit personlige førerskilt, bliver de indsamlede data knyttet til personen. Den del vender vi tilbage til.

- Vi har anvendt indsamlede bekymringer fra slutkunderne i vores udvikling af systemet. Deres arbejde bliver forstyrret af nedbrud på værktøjet, for mange vejrligsdage hvor man må skubbe opgaver til kommende dage, samt usikkerhed om vedligeholdelsesstatus. Hvis man ser på eksempelvis en anlægsgartners omkostninger, så står maskiner og redskaber typisk kun for syv procent. De bruger derfor meget tid på bekymringer om noget, som ikke burde fylde særlig meget. Til gengæld fylder omkostningerne til medarbejdere cirka 60 procent, forklarede Jacob Konnerup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løsningsudbyder

Med Fleet Services vil Husqvarna hjælpe de grønne firmaer med at optimere på arbejdstiden, og her spiller Tivoli i København en væsentlig rolle. Deres gartnere er i gang med at teste systemet. De registrerer således timeforbruget på de enkelte maskiner, maskinhåndteringen samt mængden af vibrationer den enkelte bruger udsættes for.

- Det er blandt andet med til at skabe en digital vedligeholdelsesplan ud fra oppe-tiden på maskiner og redskaber. Samtidig kan vi opgøre belastningerne, den enkelte bruger udsættes for. Derfor er Fleet Services også et arbejdsmiljøredskab. Når systemet indføres, skal brugerne her og nu ikke gøre noget anderledes. Men udfaldet af de indsamlede data skal være øget effektivitet og bedre planlægning. Det skal blive en triple-win, fordi det både er til gavn for brugere, forhandlere og producent. Det er samtidig en understregning af, at vi hos Husqvarna gerne vil gå fra at være produktudbyder til at være løsningsudbyder, sagde Jacob Konnerup.

Forlænger serviceintervaller

Det er altid et følsomt emne, når der indsamles data, som involverer den enkelte medarbejder. Vedkommende kan hurtigt føle sig overvåget i sit daglige arbejde. Men situationen skal anskues fra en helt anden vinkel, mener Jacob Konnerup:

- Det er ikke en overvågning af medarbejderen. Det er en overvågning af maskinen, og hvad den gør med medarbejderen. Er man udsat for mange vibrationer i løbet af en arbejdsdag, kan man måle det og tage hånd om situationen.

For Tivolis gartnerteam har overvågningen ikke været et problem for medarbejderne, påpeger Tom Knudsen, chefgartner i Tivoli.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har i forvejen omkring 200 kameraer fordelt rundt i Tivoli, så medarbejderne kan ikke blive mere overvåget, end de er i forvejen. Men jeg er blevet overrasket over, hvor lidt nogle maskiner arbejder. Det betyder, at vi kommer til at skubbe nogle serviceeftersyn. Vi har ellers årligt sendt maskiner og redskaber til service, for den gør man jo automatisk. Det har vist sig at være unødvendigt, sagde Tom Knudsen.

Sensoren kan eftermonteres på alle to- og firetaktsprodukter fra Husqvarna, og endda også på konkurrerende mærker. Her vil der dog kun være adgang for data om vedligeholdelse. I fremtiden vil sensoren blive fabriksmonteret fra Husqvarna.