Frøvirksomheden DLF kan fremvise en rekordomsætning på 3,565 milliarder kroner og et resultat før renter og skat på 201,3 millioner kroner.

DLF har fremlagt et regnskab med rekordomsætning ved frøvirksomhedens generalforsamling den 25. oktober.

Omsætningsvæksten er bredt funderet på tværs af koncernvirksomhederne i Europa, Nordamerika og New Zealand. Koncernomsætningen blev 3,565 milliarder kroner i 2015/16, hvilket er en fem procents stigning i forhold til sidste sæson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

EBIT resultatet udgjorde 201,3 millioner kroner, en fremgang på 27 procent i forhold til 2014/15, og årets koncernresultat efter skat blev 132 millionerkroner. Koncernens mængdemæssige afsætning af frø steg med fire procent sammenlignet med sidste sæson. Den rentebærende gæld er nedbragt med i alt 164,8 millioner kroner som følge af et stærkt cash flow fra driften samt en reduktion af frølagerene.

Flere forklaringer

Administrerende direktør Truels Damsgaard peger på flere forklaringer til regnskabsresultatet.

- Resultatet er skabt gennem en solid indsats i alle koncernselskaber. Vi er glade for, at vi kan vise vækst i både omsætning og i mængder i et fladt marked. DLF har haft relativt højere vækstrater i Nordamerika og New Zealand end i Europa og vi har set en positiv udvikling i vores markedsandele i flere betydende markedsområder. Salget er gennemført til et fornuftigt prisniveau der i engrosleddet har været på niveau med sidste sæson i Europa og lidt lavere i Nordamerika, siger han.

Fodergræsmarkedet i Europa har været påvirket af mælkeproducenternes pressede økonomi, men det manglende træk i fodergræs er til gengæld kompenseret af en større afsætning til græsplæner. I Nordamerika oplevede DLF en pæn vækst i fodergræssalget, men også plænegræssalget var større end året før.

Regnskabsresultatet skal også ses i lyset af at, selskabets ejere, for fjerde år i træk, blev afregnet med mere end 14.000 kroner pr. hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er glade for, at vi i 2015/16 igen lykkedes med at kombinere et godt regnskab en konkurrencedygtig frøafregning til vores ejere, de danske frøavlere, siger Truels Damsgaard.