I Viborg er gammel flisebelægning i gågaderne udskiftet med granit. Arbejdet bliver belønnet med årets Brolæggerpris.

Brolæggerlauget i Dansk Byggeri uddeler hvert år Brolæggerprisen som anerkendelse til en bygherre eller til projekterende arkitekter og ingeniører, der i særlig grad har udvist iderigdom og nytænkning. I år har priskomitéen valgt at tildele Viborg Kommune denne hæder.

I konkurrence med et bygadeprojekt i Esbjerg, Stændertorvet i Roskilde og Sankt Annæ Plads i København blev det Viborg, som Brolæggerlauget pegede på som årets vinder. Viborg Kommune vinder Brolæggerprisen for renoveringen af byens gågader, som ifølge priskomitéen er sket med vellykket brug af holdbare og smukke materialer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en stor glæde, at løsningen på vores ønsker om at forene byens historie som gammel middelalder- og tingby med nutidens krav om tilgængelighed i vores gågader bliver anerkendt af fagfolk fra Brolæggerlauget. Vi er stolte af at modtage Brolæggerprisen 2016, og vi er stolte af Viborgs smukke gågader, siger borgmester i Viborg, Torsten Nielsen.

Granit overalt

Danjord A/S har i samarbejde med Trafik & Veje i Viborg Kommune udført den omfattende renovering til en samlet værdi på godt og vel 30 mio. kroner. Det drejer sig om Sct. Mathias Gade, St. Sct. Peder Stræde, Trekanttorvet, Vestergade, Ll. Hjultorvgyde og St. Sct Mikkelsgade. Det samlede areal er ca. 7.300 kvadratmeter og består en blanding af jetbrændte granitsten i størrelsen 20x14x14cm samt brosten, som er sat i halvforbandt. Granitstene består flere forskellige granittyper, som er blevet blandet til den færdige belægning.

- Vi er stolte over at udføre sådan et stykke arbejde. Det er en helt speciel opgave, hvor vi har anvendt granitsten, der er savet i top og bund, så belægningen er jævn og behagelig at gå på. Samtidig bevarer man brolægningens traditionelle udtryk, siger direktør Stef Heykoop, Dan Jord A/S og fortsætter:

- Udfordringen har især været at koordinere arbejdet, så det giver mindst gene for alle, der færdes i gågaderne. Heldigvis er det lykkedes, fordi vi hele vejen har haft et tæt samarbejde med Handelsstandsforeningen og også en god dialog med hver enkelt butik.

Derudover har det trekantede torv fået et nyt springvand bestående af 10 dyser med tilhørende nedgravet teknikbrønd og reservoirbrønd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fredag den 14. oktober kl. 12 overrækker Brolæggerlaugets oldermand, Claus Johnsen, årets Brolæggerpris til borgmester i Viborg Kommune, Torsten Nielsen. Det sker ved et lille arrangement ved den nye vandkunst på det trekantede torv ved Sct. Mathias Gade og St. Sct. Peder Stræde.