Den landsdækkende anlægsgartner OKNygaard og den store producent af havemaskiner, Husqvarna, indgår strategisk samarbejde.

OKNygaard og Husqvarna har indgået et strategisk samarbejde, som de selv kalder for den første af sin art i branchen. Det forklares blandt andet med, at den kommer alle led til gode - fra producent over forhandler til slutbruger.

OKNygaard er begejstret for den nye samarbejdsaftale. Den landsdækkende anlægsgartner har mere end 400 medarbejdere fordelt på ni afdelinger. Så en ensretning af maskinparken giver både bedre totaløkonomi og bedre kontrol over udskiftning og flow af maskiner, fortæller OKNygaard. Men det er ikke kun ledelsen, der får gavn af aftalen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Husqvarna har mange batteridrevne havemaskiner - og vi tror på, at batteri er fremtiden. Batteri forurener ikke på samme måde som benzin, de lugter ikke, og så er de lettere at arbejde med. Så ikke nok med, at vores gartnere får den bedst mulige rådgivning fra producenten selv, de får også et bedre og mere skånsomt arbejdsmiljø. Og med alt det arbejde, vi laver, føles det altså godt at bruge miljøvenlige maskiner, siger Peter Porup, der er direktør for OKNygaard.

Direkte rådgivning

Ifølge Husqvarna er det første gang, at en samarbejdsaftale bringer slutbrugeren så tæt på producenten - uden at miste kontakten til de lokale forhandlere.

- De lokale forhandlere vil fortsat sælge havemaskinerne til OKNygaard. Men rådgivningen om maskinerne får OKNygaard direkte fra Husqvarna - og det kommer både ledelse, værksted og gartnere til gode. Vi instruerer i brugen af maskinerne, rådgiver om, hvilke maskiner der vil være optimale at bruge til forskelligt arbejde og sikrer rettidig vedligeholdelse, så man undgår pludselig nedbrud i arbejdstiden, fortæller Jakob B. Hansen, administrerende direktør for Husqvarna Danmark, om aftalen.

Aftalen er netop understrevet og løber indtil videre i tre år, til ultimo 2019.

OKNygaards hovedafdeling ligger i Hasselager ved Aarhus, mens de andre otte afdelinger er spredt i regionerne i hhv. Borup, Farum, Horsens, Kolding, Odense, Randers, Vejle og Aalborg. Aftalen med Husqvarna gælder for alle afdelinger.