Entreprenørfirmaet har indkøbt nyt materiel hos Løwener, som blandt andet skal anvendes i virksomhedens gartnerafdeling.

Entreprenørfirmaet Vam A/S har en særskilt maskinafdeling, der udlejer alle maskiner op til 10 tons til hvert enkelt projekt, som hovedfirmaet skal udføre. Modellen sikrer en høj udnyttelse af maskinparken, samtidig med at medarbejderne passer godt på materiellet. Eventuelle skader skal nemlig betales af projektet, og det går ud over overskudsdelingen.

Materielchef Tonni Rehmeier har netop købt tre Kubota KX057-4 gravemaskiner på hver 6,0 tons alle forsynet med powertilt og leveret af Løwener, som har importen af Kubota gravemaskiner i Danmark. De nye maskiner erstatter to cirka 10 år gamle Kubota-maskiner og én af et andet fabrikat, som ikke har kørt ret mange timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kubota KX057-4 er en maskine, som passer rigtig godt, når vi arbejder med huskloak. Den kan som regel komme til i baghaven, og har samtidig en stor kapacitet. Vi har haft Kubota i mange år og har lige nu 15 Kubota op til 8,0 ton. De er attraktive hos medarbejderne, og jeg tror på, at det er en god, stærk maskine i den rigtige størrelse. Ved handlen blev vi opmærksomme på, at Kubota har eksempelvis aircondition og kode på nøglerne som standard, hvor det var ekstraudstyr på andre fabrikater, fortæller Tonni Rehmeier.

Passes på materiellet

Maskinerne vil blive anvendt bredt i firmaets projekter.

- Vi laver meget kloakarbejde, vandafledning og forsyningsledninger, og vi har også en gartnerafdeling, som benytter disse maskiner. Gartnerafdelingen udfører en del reetablering efter de øvrige afdelinger i firmaet, og de nye maskiner kommer også til at køre med flisetang, fortæller Tonni Rehmeier.

Deres system er således indrettet, at projekterne lejer maskiner, og medarbejderne på projekterne flytter selv maskinerne. De køres altid hjem til klargøring mellem projekterne ligesom i en udlejningsvirksomhed.

- Vi har overskudsdeling her i firmaet, men også på det enkelte projekt, så de lejer kun maskiner, når de skal bruge dem, og eventuelle skader kommer projektet til at betale, så der bliver passet rigtigt godt på maskinerne, fortæller Tonni Rehmeier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vam A/S beskæftiger i dag cirka 130 medarbejdere. Virksomheden har flere langvarige aftaler med forsyningsselskaber og kloakeringsprojekter over flere år.