Sønderup Maskinhandel havde otte mand med på Langesømessen, hvor der er fokus på salg. Ved Maskiner under Broen havde man tre mand med, og her var målet at knytte kontakter.

Den ene uge var Sønderup Maskinhandel på Langesømessen, og den næste på Maskiner under Broen. Alligevel var der himmelvid forskel på tilgangen på de to messer. I Langesø var firmaet repræsenteret med otte mand på standen, mens antallet var faldet til tre i Middelfart.

- Vi sælger stort set ikke noget på Maskiner under Broen, men det er heller ikke derfor, vi er her. Her handler det om at vise maskinerne frem og få uddelt nogle brochurer og skabt interesse for en maskine. Her er det vigtigt, at få noteret nogle navne ned, og så ligger det egentlige salgsarbejde efter messen. I Langesø er det i vid udstrækning ejere af juletræsplantager, der kommer, og de kan godt tage beslutningen om at købe en ny maskine her og nu, hvis det er det, der er behov for. Det kræver meget mere mandskab, og derfor har vi flere folk med i Langesø, siger direktør i Sønderup Maskinhandel, Ole Hosbond.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye produkter

På Maskiner under Broen fokuserede maskinhandleren på at ramme særligt anlægsgartnerne samt boligselskaberne og kommunerne, og til det formål var det fulde program fra Ferrari og BCS taget med til Middelfart samt Muratoris redskabsprogram til firehjulede traktorer.

Af nyheder var elværktøjet samt en knuser fra TL-serien fra Zanon at se på standen.

- Vi fokuserer på småtraktorer på 60-100 hestekræfter. Der findes ikke meget inden for skovknusere til dem, så nu markedsfører vi denne knuser, der kan nedknuse blandt andet buskadser, hvor slagleklippere ikke kan klare opgaven, siger Ole Hosbond, som også glæder sig til at se, hvordan der vil blive taget mod elværktøjet fra Zanon.

- Det er altid spændende at skulle i gang med et produkt, der skal konkurrere med etablerede mærker. Her er vi jo oppe i den professionelle kategori til tung brug. Zanon er bestemt ikke et billigt mærke, siger Ole Hosbond, som Grøn Teknik snakkede med på andendagen af Maskiner under Broen.

Noget at se på

Der var der fin tilfredshed med den nye messe, selv om man godt kunne se, at den ikke var overrendt af besøgende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man kan altid diskutere, om der er nok besøgende på en messe, men på en stor messe, vil der også være mange gæster, der ikke er interesseret i vores produkter. Vi har haft fint med besøg på vores stand her i Middelfart, så vi er positivt overrasket. Kvaliteten af gæsterne har været høj - det har været beslutningstagere eller dem, der selv skal køre med udstyret og kan gå videre med en anbefaling, der har været forbi os, og det er jo præcis det, vi er gået efter. Det allervigtigste er, at folk får en god oplevelse, og jeg er glad for, at alle udstillere på messen har udstillet masser af maskiner, så der har været noget at se på for de besøgende, siger Ole Hosbond.