Den nye maskinmesse Maskiner under Broen, der finder sted for første gang 24.-25. august, skal bevise sit værd. Uanset udfaldet vil den dog også finde sted i 2018.

Der blev smilet, nikket anerkendende og givet tilsagn om opbakning blandt medlemmerne, da Maskinleverandørerne - Park Vej & Anlæg i marts måned sidste år lancerede, at de ville skabe en ny grøn fagmesse i Danmark. Den skulle finde sted i Middelfart i de år, hvor der ikke var Have & Landskab i kalenderen, og den præcise placering ville være på udstillingspladsen lige under Lillebæltsbroen.

Siden er tanker blevet til konkret handling, og i skrivende stund er der ikke længe til åbningsdagen. Personlig glæder formanden for Maskinleverandørerne - Park, Vej & Anlæg, direktør Niels Kirkegaard fra GMR Maskiner A/S, sig naturligvis, selv om han kommer til at støtte sig til et par krykker under messen. At være aktiv fodboldspiller kan have sin pris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er velforberedte til at tage imod de besøgende. Vi havde et mødt for kort tid siden, hvor der blev sat flueben ved de sidste udestående punkter, og vi har tjekket områdets dræningsevne løbende under denne sommers regnvejr, og det har bestået, siger han.

Gentages med sikkerhed

Alt er således på plads til at byde de besøgende velkommen, men hvor mange der vælger at kigge forbi, kan arrangørerne naturligvis ikke garantere. Helt sikkert er det dog, at årets udgave ikke kun er en prøveballon. Grundlaget for messen er på plads, mener arrangørerne, som allerede garanterer en efterfølger i 2018.

- Vores succesmål er 4.000-5.000 besøgende. Men uanset hvordan det går, så er det helt sikkert, at messen også finder sted i 2018. Den kontrakt er allerede på plads. I Maskinleverandørerne mener vi, at idéen med messen er så god, at den kun kan blive en succes. Vi er overbeviste om, at hvis antallet af besøgende bliver lavt, skyldes det, at folk ikke har hørt om den, eller fordi de ikke har haft tid, mener Niels Kirkegaard, og fortsætter:

- Placeringen i MIddelfart er centralt for hele Danmark, og der vil virkelig være noget for folk, som kommer for at kigge på maskiner. Der vil være et totalt fokus på maskiner, hvor man også kan blive opdateret på sin viden.

Det sker blandt andet gennem oplæg fra kyndige fagfolk, som vil opdatere de beøgende på deres viden om emissionskrav, ergonomi og støj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De områder er vigtige hele tiden. Der kommer løbende nye krav, som man skal forholde sig til, og samtidig er producenterne gode til at udvikle nye løsninger, siger Niels Kirkegaard.

Ingen kopi af H&L

Han understreger desuden, at Maskiner under Broen er et supplement til Have & Landskab og ikke en kopi.

- Maskiner under Broen har kun fokus på maskinerne, og henvender sig til fagfoplk længere mod vest. Hvis man tegner en cirkel med centrum i Slagelse og 100 kilometer væk, vil jeg mene, at man indfanger cirka 80 procent af de besøgende fra Have & Landskab. Med vores placering i Middelfart rammer vi mange beslutningstagere på Fyn og Jylland. Der er ingen undskyldning for ikke at køre til Middelfart, mener Niels Kirkegaard.