Linddana fremviser til Maskiner under Broen sit sortiment af TP Flishuggere, heriblandt den nyeste model TP 155 Mobile.

Siden 2013 har Linddana udviklet en række af nye trailerflishuggere, der alle går under betegnelsen Mobile. Maskinerne er bygget i et in-line design, hvor tragten vender bagud og dermed flugter kørselsretningen. Nogle modeller fås dog med drejekrans, hvorved tragten kan drejes til den ønskede position.

Fællestræk for de nye modeller er et nyt og opdelt knivsystem under navnet TP Opticut, der fordobler antallet af knive på rotorskiven, men halverer dem i størrelsen, hvilket skal give en meget jævn flishugning, der skal resultere i såvel ensartet flis som optimal brændstoføkonomi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De nyeste modeller er alle bygget med en klapbar tragt og fås med et højdejusterbart udkasterrør, hvilket giver praktiske fordele både under flishugning, transport og opbevaring.

Messedebut til ny flishugger

Den nyeste af modellerne er TP 155 Mobile, som er lanceret denne sommer og dermed får messedebut på Maskiner Under Broen. Ligesom storebroren TP 175 Mobile vejer TP 155 Mobile under 750 kg, hvilket gør den nem at transportere bag enhver bil og med almindeligt kørekort.

Designet og teknologien er ens på de to modeller. Forskellen ligger primært i max. kapacitet og de to motorer på henholdsvis 26 hk og 35 hk. Derudover har TP 155 Mobile nogle betjeningsvenlige og omkostningseffektive features, der gør den ekstra interessant til varieret brug i f.eks. udlejningsbranchen.

Modellen introducerer et nyt udkasterrør, der giver maskinen en fast lav højde på under to meter. Samtidig er udformningen ideel til at flishugge direkte over i en trailer eller vogn. Modellen fås dog også med højdejusterbart udkasterrør, hvis det ønskes.

Vigtigt marked

TP 155 Mobile er endvidere udstyret med en simpel betjening ved hjælp af omdrejningsvagten TP Pilot og det automatiske koblingssystem TP Starter. Da der på flishuggeren samtidig er en fast flisstørrelse på 12 mm, fremmer det betjeningen af maskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omdrejningsvagten har tidsregistrering, hvilket er en central funktion, når maskinen udlejes. Som et ekstra plus kan omdrejningsvagten låses, så det ikke er muligt for brugeren at ændre i maskinens indstillinger.

Med en trædiameter-kapacitet på 155 mm rammer TP 155 Mobile en bred målgruppe på både det danske marked og i et mere internationalt perspektiv.

- TP 155 Mobile bliver en central og prisvenlig model for segmentet mellem vores TP 130 Mobile og TP 175 Mobile, i internationale standarder det vigtige 6" marked, fortæller salgschef hos Linddana, Henrik Bendix Nielsen.

- TP 155 Mobile er den oplagte løsning for bl.a. anlægsgartnere og udlejningsvirksomheder, som ønsker en mindre og brugervenlig flishugger, der samtidig er i stand til at producere en stor mængde fyringsegnet flis, op til otte kubikmeter i timen, tilføjer han.

Som navnene indikerer, er der dog performanceforskel på de to maskiner, da TP 175 Mobile kan flishugge op til 10 kubikmeter flis i timen ud af stammer på op til 175 mm. En forskel, der for nogle operatører og opgavetyper kan have stor betydning, for andre i mindre grad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med disse to modeller har vi nu nogle robuste maskiner, der samlet set yder både høj sikkerhed, fleksibilitet og effektivitet - alt sammen pakket ind i en ekstrem brugervenlig betjening. Og så skader det jo aldrig at se godt ud, pointerer Henrik Bendix Nielsen.

Fra lille til stor

Linddana producerer flishuggere med max kapaciteter mellem 100 mm til 400 mm i trædiameter. Den største trailerflishugger TP 275 Mobile kan håndtere 275 mm og følger samme in-line format som øvrige TP Flishuggere.

Forskellen er dog, at der her er tale om en flishugger til de mere omfattende og krævende opgaver, f.eks. blandt de større anlægsgartnere eller topkappere. TP 275 Mobile er forsynet med en Lombardini 4-cylinderet 72 hk KDI 2504 TCR dieselmotor. TP 275 Mobile - og lillebroren TP 235 Mobile - betjenes som de eneste TP Flishuggere af TP Navigator, en touchskærm til betjeningen som samtidig overvåger alt fra flisstørrelse til omdrejningshastighed. Både TP 235 og TP275 er der rig mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med på Maskiner under Broen.

Alle trailerflishuggere fra Linddana leveres med tre års garanti og en TP Servicebox med ekstra sliddele.