CTE Danmark tager to store lifte med til Middelfart. Zed-liften med sideophængt kurv giver mulighed for at komme helt tæt på i beskæringsarbejdet.

Der bliver mulighed for at komme i højden på CTE Danmarks stand ved Maskiner under Broen. Virksomheden importerer lifte fra den italienske producent CTE og tager to lastbilmonterede lifte med til Middelfart - en 21 meter knækarmslift og en 23 meter teleskoplift, der henholdsvis har modelbetegnelserne Zed 21.2 JH og B-Lift 230 Pro A.

- Der bliver mulighed for at prøvekøre begge lifte. Zed-liften udmærker sig blandt andet ved at kunne nå 10 meter ud med 280 kilo i kurven i hele arbejdsområdet. Det er måden, den er konstrueret på, der gør det muligt, og så vidt vi ved, er der ikke andre lifte på markedet i den klasse, der kan det, siger direktør i CTE Danmark, Hans Erik Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han anfører træbeskæring som et af brugsområderne for liften, der derudover også anvendes af entreprenører til blandt andet husrenoveringer.

CTE Danmark udstillede også på Have & Landskab i Slagelse sidste år, og her lykkedes det både at knytte nye kontakter og sælge flere lifte, og virksomheden ser nu frem til at udvide kundekredsen yderligere ved Maskiner under Broen-messen i Middelfart.

Godt initiativ

- Vi tror på, at messen bliver god. Det vil være erhvervskunder, der kommer, og det giver gode chancer for at ramme målgruppen. Desuden er der jo temmelig langt for folk i Jylland, når de skal til Have & Landskab i Slagelse. Jeg kan godt forestille mig, at det bliver nemmere at komme af sted, når destinationen hedder Middelfart, og samtidig kan man også spare penge på ikke at skulle over Storebælt. Så vi synes, det er et godt initiativ, siger Hans Erik Nielsen, der har udlejet lifte i mange år og sidenhen også er gået i gang med at sælge de italienske CTE-lifte.

Kurven på den Zed-lift, der fremvises i Middelfart, er sideophængt, og det er en detalje, som kunderne ifølge direktøren lægger stor vægt på.

- Det er noget, kunderne er glade for. Med en sideophængt kurv kan man komme helt tæt på, når man skal beskære træer. Liften har en jibarm, der kan foldes op og ned, og det giver flere muligheder for at komme ind alle steder. På samme måde kan man for eksempel også komme helt tæt på et tag under reparationsarbejde. En sideophængt kurv er noget, som mange kunder efterspørger, siger Hans Erik Nielsen, der også fremhæver liftens kompakte størrelse og H-benene som parametre, kunderne hæfter sig ved.

Artiklen fortsætter efter annoncen

CTE Danmark håber at knytte nye kontakter til potentielle kunder under messen.

- Vi har solgt flere maskiner til kommuner, og vi regner med at knytte endnu flere kontakter på messen, som vi kan arbejde videre på efterfølgende. Der skal nok komme mange parkfolk og folk fra vejvæsenet, så vi glæder os, siger Hans Erik Nielsen.