Rabatter langs centrale veje i Aarhus bliver i de kommende uger sået til med blomster, som i foråret 2017 vil stå i fuldt flor og danne en flot indgang til byen under kulturhovedstadsåret.

Aarhus er europæisk kulturhovedstad 2017, og forberedelserne er i fuld gang. Aarhus Kommune har tidligere sået blomster enkelte steder langs indfaldsvejene, hvilket har givet mange positive henvendelser fra borgerne samt lettet den daglige drift, da arealer med blomster kun skal klippes én gang årligt. Nu intensiveres arbejdet med såningen af blomster i rabatterne langs de centrale indfaldsveje og Ringgaden. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Vi vil gerne have mere natur i byen. Flere vilde blomster og planter gør Aarhus til en smukkere by at være i. Vi har i Teknik og Miljø stort fokus på, hvordan vi kan være med til, at gøre Aarhus klar til fest i 2017, og gentækningen af vejrabatterne er en del af den indsats, siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er blandt andet forårsblomstrende løg og forskellige arter fra den vilde danske flora, der vil spire frem i løbet af 2017. Over tid vil blomsterne udvikle sig, så rabatterne hvert år forandrer sig. Byens dyreliv får også gavn af de mere varierede rabatter, da særligt insekters levevilkår bliver væsentligt forbedret.

Arbejdet med at så de mange blomsterfrø er netop gået i gang og afsluttes inden 1. oktober. Rabatterne vil stå uden ret meget grønt henover vinteren, da blomsterne først bliver synlige til foråret.