Entreprenøren Kaj Bech A/S fra Holstebro har gennem tre måneder kørt med en Heatweed fra Sensor Serien, og maskinen ser ud til at være det rette middel mod ukrudt.

Der er vist ikke den store tvivl om, at tendensen i forhold til ukrudtsbekæmpelse går væk fra sprøjtemidler og mod andre og måske mere miljørigtige løsninger. Det kan man mene om, hvad man vil, men til de fleste kommunale plejeopgaver er sprøjtemidler ikke længere en mulighed.

Så er spørgsmålet, om man skal bruge gas, damp, skum eller kogende vand? Entreprenøren Kaj Bech A/S, som blandt andet har den grønne pleje i Holstebro kommune, satser nu på det sidste, efter de har købt en Heatweed fra Sensor Serien monteret på en Holder redskabsbærer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Heatweed importeres i Danmark af Svenningsens, men det er forhandleren Børge Ørgaard fra Lemvig Maskinforretning Aps, der har stået for handlen.

- Jeg blev ringet op af Svenningsens, som ville høre, om jeg ville forsøge at sælge denne type maskine. Det skyldes, at jeg blandt andet kommer ud til en del forskellige kommuner, og derfor har jeg i forvejen de rigtige kontakter, fortæller Børge Ørgaard.

15 timer om dagen

Hos Kaj Bech er maskinfører Morten Madsen én af i alt to medarbejdere, der har sin daglige arbejdsplads i den nye maskine. Det har de haft i tre måneder nu, sammenlagt 15 timer om dagen, og derfor har der været rigelig tid til at danne sig et ordentligt indtryk af investeringen.

Redskabsbæreren er bygget op med vandtank bag kabinen, og så sidder dyserne på et frontmonteret aggregat. Her er der dyser i begge sider, og så sidder der et 120 centimeter bredt doseringssystem i bunden, hvor sensorer registrerer grønne planter og sender en ladning kogende vand over dem.

- Den er faktisk så følsom, at jeg somme tider har undret mig over, hvorfor den har sprøjtet vand ud. Så kigger jeg efter og ser, at der alligevel har været noget grønt mellem fliserne, som man næsten ikke kan se, fortæller Morten Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er selvfølgelig en dyr investering, men ind tåndil videre har vi kun positivt at sige om den. Det er i hvert fald det mest effektive, vi har prøvet, siger han og tilføjer, at de sidste år forsøgte sig med damp, men at maskinerne ikke levede op til forventningerne.

Han forventer desuden, at fire-fem behandlinger pr. sæson er det optimale.

- Efter første behandling kører vi igen 14 dage efter. Resten af sæsonen er det nok med én tur pr. behandling, forklarer Morten Madsen.

Han fortæller i øvrigt, at maskinen bruger cirka 10 liter diesel i timen, men det er både til fremdrift af maskinen samt opvarmning af vandet.

Tanker fra åer

Da Morten Madsen blev introduceret for maskinen, var der mange ting, han skulle sættes ind i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I begyndelsen var det lidt overvældende, men lige så snart man arbejder med det, går det lynhurtigt at lære de forskellige funktioner at kende, for den er meget brugervenlig, fortæller han og tilføjer:

- Rengøringen er vigtig. Det skal være hver dag, og det er især vigtigt med filtrene. Desuden tømmer vi også vandet af hver dag, så der ikke dannes alger i tanken.

- Når den skal tankes, tager vi typisk vand fra åer, hvis de er i nærheden. Det betyder, at vi ikke har så meget kalk i vandet, men til gengæld får vi en del skidt ind, lyder det fra maskinføreren. Han forklarer dog, at vandet skal passere en række filtre, inden det kommer i tanken, og det fjerner uden problemer skidtet.

- Vi tanker typisk 10-11 gange om dagen, og ind imellem må vi køre lidt efter det. På sigt kan det være, at vi kommer til at have en stor tank med vand med ud på opgaverne, hvis der for eksempel er langt til en å, fortæller han.

Sidder for højt

Det er ikke svært at gennemskue, at Morten Madsen er godt tilfreds det nye arbejdsredskab. Men som ved så mange andre nye maskiner er der altid et eller andet, der kan forbedres. På denne Heatweed er der specielt én ting, Morten Madsen gerne ser optimeret - hvilket der i øvrigt arbejdes på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kunne godt tænke mig, at sidedyserne forlænges og vinkles, så varmetabet, fra vandet kommer ud af dysen til det rammer ukrudtet, bliver mindre, siger han.

Som standard sidder sidedyserne lidt højt, så de er mere fleksible i forhold til højden på kantsten, og så giver det en lidt større spredning af vandet. Men til de opgaver, Kaj Bech løser, vil det være mere optimalt med en kortere afstand mellem dyse og ukrudt.

Til gengæld er Morten Madsen meget begejstret for det sensor-system, der selv registrerer, når maskinen kører over ukrudt.

- Det er genialt. Jeg sidder og holder øje med bakkameraet for at se, om den nu har sprøjtet vand på ukrudtet. Og det glipper aldrig. Man kan også slå sensorerne fra separat i hver af de fire sektioner, de er delt op i. Så hvis der for eksempel er en stribe mellem nogle fliser, som ikke skal have vand, kan man slukke sensorerne i midten og så behandle på begge sider, forklarer han.

- Håndlansen er også ret smart. Den er fin, hvis man for eksempel skal bekæmpe ukrudt mellem buske, fortsætter Morten Madsen med henvisning til den håndholdte enhed, som man kan gå og arbejde med ved siden af maskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Døråbner

Som maskinhandler tager det naturligvis lidt tid, inden man kan overbevise kunderne om, hvad et forholdsvist nyt produkt kan præstere.

Derfor er salget af denne maskine også et vigtigt skridt for Børge Ørgaard fra Lemvig Maskinforretning - ikke mindst fordi Kaj Bech generelt stiller store krav, og samtidigt dokumenterer de det meste i arbejdsprocesserne for at optimere mest muligt.

- Det kan kun blive til flere, for det her er fremtiden. Nu, hvor Kaj Bech kører med denne maskine og dokumenterer, hvad den kan, vil andre helt sikkert også få øjnene op for brugen af varmt vand, slår Børge Ørgaard fast.