Træbænke og store plantekasser skal bløde op i firkantet byrum på Aarhus Universitet.

Studerende i Nobelparken på Aarhus Universitet vender tilbage til et flot syn efter sommerferien. Bygningerne på hjørnet af Ringgaden og Randersvej, som huser humaniorastudier, vil nemlig være forskønnede med adskillige træbænke og store plantekasser, der skal skabe et nyt uderum for studerende og ansatte. Det oplyser Hustømrerne i en pressemeddelelse.

Nobelparken er ellers kendt for sine meget firkantede og effektive former. Ifølge Hustømrerne går rygtet på, at Nobelparken er blevet dømt som et af Aarhus' kedeligste byrum, men det skal den nye udsmykning nye hjælpe med at rette op på. Og den første respons er allerede kommet, selv om de studende endnu ikke har taget de nye faciliteter i brug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Folk er virkelig glade for de nye bænke. De synes, at de giver meget mere liv til området, siger værkfører hos Hustømrerne, Henrik Persen, som leder projektet.

Buer og snoninger

Det er C.F. Møller landscape, der i sin tid også tegnede Nobelparken, der står bag uderummet, der er præget af buer og snoninger, og i centrum er de snedkererede bænke i velduftende egetræ, som med tiden vil få en naturlig grå farve.

Hustømrerne både laver og sætter træværket op, hvilket ikke er en hverdagsopgave. På grund af måden, bænkene snor sig, skal hvert stykke træ nemlig skæres særligt til. Forarbejdningen sker på Hustømrernes snedkeri, mens tømrere på stedet udfører det detaljerede opsætningsarbejde.

Det er Forskningsfondens Ejendomsselskab, der er et datterselskab af Aarhus Universitets Forskningsfond, der er bygherre og Waldemar Christensen Smedie er hovedentreprenør, mens Hustømrerne udfører tømrer- og snedkerarbejdet.