Udsigtspunktet Isbjerg i Thy er ved at blive ryddet for træer for at skabe mere udsigt.

Et af de højeste udsigtspunkter i Thy, det såkaldte Isbjerg, er ved at få endnu bedre udsigt. Her er Naturstyrelsen i gang med at fælde flere tusinde grantræer, hvilket vil give nye panoramaudsigter over Hanstholm Vildtreservat og Nors Sø, hvor man kan være heldig at se kronvildt, havørn, fiskeørn og traner. Det skriver Naturstyrelsen på sin hjemmeside.

Det nye udsigtspunkt er første trin i et samarbejdsprojekt mellem Naturstyrelsen og Realdania under overskriften "Stedet tæller". Målet er at forbedre adgangs- og oplevelsesmulighederne omkring Isbjerg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et af de bedste

- Det er et af landets bedste naturområder, der nu kommer til at præsentere sig endnu bedre. Når vi tager nogle hjørner og kanter af skoven, opstår der nye udsigtspunkter, hvor man kan spejde ud over Nors Sø, klitheden og helt ud til Vesterhavet, siger skovrider Ditte Svendsen fra Naturstyrelsen i Thy.

I løbet af den kommende tid bliver der også bygget udkigsplatforme, ny p-plads og bronzealderhøjen på Isbjerg bliver restaureret. Arbejdet forventes afsluttet i foråret 2017.

Hedelyng og græsser vil vokse frem i nogle af de nye åbne områder, der har en størrelse på cirka 2,5 hektar. Andre steder vil der komme løvtræer og buske.