På FDFs Landslejr kan man i disse dage søge inspiration til legeinstallationer til byrum og parker.

På lejrområdet ved Sletten ved Ry står i disse dage otte store legeinstallationer, som FDF Landslejrs 8.000 børn kan boltre sig i og på. De er skabt i et krydsfelt mellem leg, installationskunst og fantasi, og er et forsøg på at udfordre det traditionelle legeplads-koncept med nye former for legeområder.

- Det har været vigtigt for os, at legestationerne adskiller sig fra den gængse legeplads med klatrestativ, gynger og sandkasse, siger Ane Schjødt Koch, formand for landslejrens udsmyknings- og installationsudvalg, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gerne udfordre sanserne - både visuelt og motorisk - og vi håber i disse legeområder at skabe en anden type af leg end på den traditionelle legeplads. På nogle af installationerne er der desuden mulighed for mere risikofyldt leg, hvilket også giver en ekstra dimension, siger hun.

FDFs otte legeinstallationer er udviklet med inspiration fra forskellige dele af naturen: Grotten, Ørkenen, Sumpen, Krattet, Junglen, Floden, Vulkanen og Bjerget, og de ligner på ingen måde traditionelle legepladser. Hvor Sumpen med sit gyngende underlag udfordrer balancen, er den bælgmørke Grotten i højere grad en udfordring af forestillingsevnen, når børnene skal mærke sig frem gennem materialer som mursten, akrylrør, skummadrasser og hockeygræs.

Inspiration til andre

Legeinstallationerne og en tilhørende bogudgivelse skal give inspiration til alle, der skaber rum til leg - fra legepladser i parker til skoler og foreninger. For eksempel vil den store installation Krattet, som er skabt i samarbejde med Den Skandinaviske Designhøjskole, være et iøjnefaldende element i et bymiljø. Samtidig har alle designere fået til opgave at lave skitser til mini-udgaver af de otte legestationer, og i bogudgivelsen "8 Innovative legestationer" gives der gode idéer til, hvordan de kan bygges i mindre skala.

Legeforsker Helle Marie Skovbjerg fra Aalborg Universitet indsamler i løbet af lejren data på, hvordan legen udfolder sig på legestationerne. Denne forskningsmæssige dimension kan efterfølgende kobles med de erfaringer, der er gjort under udviklingen af legestationerne.

Legeinstallationerne står på FDFs lejrområde Sletten ved Ry frem til fredag d. 15. juli.