På Skovskolen i Nødebo har både studerende og undervisere været involveret i udviklingsarbejdet med den nye version 2.16 af QGIS.

Sidste år under det obligatoriske GIS-kursus på Skovskolen i Nødebo nord for København havde en flok studerende på uddannelsen til skov- og landskabsingeniør problemer med at farvelægningen af skovkort. De havde brug for 84 forskellige farvenuancer, og farvelægningen skulle foregå manuelt i QGIS.

Ved at sende en mail til brugerforum og en af udviklerne i Australien med forslag til en ny funktion til farvelægningen, skete der noget. I løbet af én dag havde de studerende den nye, forenklede funktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er et godt eksempel på den tætte kontakt, Skovskolen har til teamet omkring udvikling og styring af open source softwaren QGIS. Og denne kontakt betyder nu også, at den næste version af softwaren bliver opkaldt efter byen Nødebo, hvor Skovskolen hører til. Den nye version anslås at komme ud til cirka 750.000 brugere i hele Verden. Det fortæller Skovskolen i en pressemeddelelse.

Aktiv spiller

- Udviklerne navngiver som regel efter de steder, der har afholdt udvikler arbejdsuger, fortæller lektor Lene Fischer, der underviser i GIS og GPS på Skovskolen, Københavns Universitet.

- Det er tidligere foregået i store byer som Wien, Essen og Barcelona, men vores indgående arbejde på Skovskolen med både at teste systemet og komme med nye idéer trak udvikler-flokken til Nødebo sidste forår. Og til august lægger vi igen jord og auditorium til en arbejdsuge, denne gang primært for danske udviklere, fortsætter hun.

Det er alle elever og studerende på uddannelserne til skov- og naturtekniker, skov- og landskabsingeniør og have- og parkingeniør, der bliver undervist i GIS og GPS.

- Vi mener, vores elever og studerende har et forspring, når de skal ud og finde job, hvis de har kendskab til GIS. Og med frie data og open source programmer kan de komme i gang med arbejdet i stort set alle typer af organisationer, siger Lene Fischer.