GreenTec A/S lancerer hæksnitterne RC 102, 132 og 162 til klipning og findeling af hække.

Tre arbejdsprocesser i én. Det er hvad GreenTec Hæksnitter RC tilbyder. Den nye model - som kommer i tre varianter - både klipper og findeler i én arbejdsgang, og derved skal hækaffaldet ikke bortskaffes. Det fortæller GreenTec A/S i en pressemeddelelse.

De tre varianter af Hæksnitteren RC har tilnavnene 102, 132 og 162. Ifølge GreenTec er der tale om en komplet nyudvikling med flere forbedringer baseret på erfaring fra de tidligere modeller fra HC serien. De større forbedringer inkluderer forøget snitfrekvens, højstyrkestål og 360 graders bevægelige knive, oplyser producenten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stærkt stål

Knivsystemet består af 18 specielt hærdede knive, som sikrer et skarpt og ensartet snit ved grentykkelser op til 40 millimeter (gælder for RC 162). Maskinerne er konstrueret i Domex 700 højstyrkestål, hvorved egenvægten er reduceret, samtidig med at konstruktionen er væsentligt stærkere. Af ekstra features kan nævnes, at de nye modeller leveres med støttehjul som standard, og at der er en ekstra justeringsmulighed af knivenes klippevinkel.

Som noget helt nyt kan de tre hæksnittere kombineres med GreenTec's Redskabsramme HXF. Derfor er det nu muligt at klippe hæk og hegn med hæksnitteren med sin minilæsser, frontlæsser eller teleskoplæsser.

GreenTec fremhæver i øvrigt serien som værende et redskab til den kræsne, professionelle kunde, som har stort fokus på klipperesultatet, effektivitet og arbejdsmiljø.