Et ekstraordinært højt fagligt niveau på forårets svendeprøver udløste rekordmange medaljer til nyfaglærte anlægsgartnere fra Jordbrugets UddannelsesCenter Århus.

12 medaljer. Otte af sølv og fire af bronze.

Det var, hvad godt en fjerdedel af forårets nyudlærte anlægsgartnere kunne høste ved afslutningen af deres fire år lange uddannelse på JU Århus. De 12 medaljer er det højeste antal, der er uddelt på skolen til dato, og direktør for JU Århus, Peter L. Moesgaard, kom da også i bekneb ved overrækkelsen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu bliver det lidt pinligt, for vi har faktisk slet ikke så mange medaljer liggende i pengeskabet. Men jeg har taget en med, så I kan få lov til at se, hvordan den ser ud. Og I må også godt prøve at holde den, lød den spøgfulde bemærkning fra Peter L. Moesgaard, som derefter sendte den medbragte medalje på tur blandt vinderne.

Det er det faglige udvalg for anlægsgartnere, der står bag uddelingen af medaljer til dimittender, og det er eksamenskaraktererne, der afgør, om der skal følge en medalje med svendebrevet. Man ved altså først på selve dimissionsdagen, om der skal uddeles medaljer - og hvor mange, man skal af med.

Et eksamensgennemsnit på 12 udløser en sølvmedalje, og bronzemedaljen gives ved et snit på 10,3. Det er tredje år i træk, der uddeles medaljer til anlægsgartnerne på JU Århus.

Forårets medaljevindere

De 12 medaljevindere, der efterfølgende har fået tilsendt deres egen medalje med navn på, fordeler sig på specialerne anlægsteknik (4) og plejeteknik (3) samt på AMU anlæg (5).

Deres afsluttende eksamensopgaver strækker sig over så forskellige temaer som fx "Rumomdelt baghave med biodiversitet og regnvandshåndtering", "Lille have med bedtyper, kvashegn og plads til kompostering" og "Kolonihavens terrasse kantet af sveller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sølvvinderne er: Christian Helbo Andersen (MJ Brolægning ApS), Jan Hamer Sørensen (Anlægsgartner Kent Køhler ApS), Flemming Kaihøj (Horsens Kommune), Bente Jørgensen (Grønbæk Menighedsråd), Lars Asa Erikssøn Osmann (Viborg Kommune, Teknik & Miljø), Susie J. Isling (A.N. Anlæg v/ Anders Lilmoes Nielsen), Tobias Petersen (N. Buus & Co ApS) og Henrik Slæbæk Nielsen (Anlægsgartner Th. Skov Larsen ApS).

Bronzevinderne er: Hanne Mose (Hornbæk Menighedsråd), Flemming Christensen (Helm's Anlægsgartneri ApS), Christian Næsborg (Anlægsgartner Peter Hansen) og Jacob A. Andersen (Buus Anlægsgartner A/S).