Stihl Group har købt en betydelig minoritetsandel i Globe Tools Group, som er en producent af batteri- og eldrevet værktøj til udendørs brug under mærket Greenworks.

Stihl Group har været i gang med at investere på markedet for batteridrevne maskiner. Således har Stihl købt en betydelig minoritetsandel i Globe Tools Group.

- Vores andel i Globe Tools betyder, at vi systematisk konsoliderer vores strategi for det voksende marked for batteridrevne maskiner. Vi vil udnytte synergieffekter i udvikling og produktion af batteridrevne produkter, forklarer Stihls direktionsformand, Dr. Bertram Kandziora, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er glade for, at vi i fremtiden vil have Stihl ombord som en stærk og pålidelig partner. Dette engagement er en milepæl i vores væksthistorie, siger ejer og administrerende direktør i Globe Tools Group, Yin Chen.

Supplerer hinanden

Globe Tools er som sagt leverandør af batteri- og eldrevet værktøj, specielt til kunder i Nordamerika, men også i Europa. Stihl er global leverandør af produkter til professionelle i skov- og landbrug, landskabspleje og byggebranchen samt til private brugere. I pressemeddelelsen oplyses det, at de to virksomheder supplerer hinanden på markedet for batteri- og eldrevne maskiner, og partnerskabet har til hensigt at opnå betydelige gevinster i form af forøget effektivitet.

- Dette skridt gør os i stand til hurtigt at udvide Stihls sortiment af batteridrevne produkter til forbrugerne hos vores serviceforhandlere i entry-level segmentet og tilbyde topprodukter i Stihl-kvalitet til konkurrencedygtige priser, siger Dr. Kandziora.

Aftalerne om købet af en andel blev indgået af Stihl Group og Globe Tools Group den 13. maj 2016. Det blev aftalt ikke at oplyse prisen på andelen. Der skal stadig udstedes godkendelser fra de amerikanske monopolmyndigheder og andre myndigheder i flere lande, inden investeringen kan færdigbehandles, og samarbejdet kan begynde.