Snart tages første spadestik til Middelfarts nye vej, hvor hverdagsregn og skybrud ledes til vandkanaler i stedet for i kloakken.

Søndergade i Middelfart skal klimasikres, hvilket blandt andet inkluderer etablering af gaderum med regnbede, nye fortove og synligt regnvand.

Arbejdet begynder i midten af maj, hvor nye fortove og langsgående vandkanaler skal synliggøre regnvandet og bidrage til at give spil og liv i byrummet. Vandsystemet etableres som en kombination af et åbent og lukket kanalsystem på forskellige dele af vejen, hvor også vandrender med grønne regnbede skal medvirke til at skabe en bedre oplevelse af gaderummet. Det oplyser Schulze + Grassov i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dette er et innovativt projekt med en ny vandhåndteringsløsning udviklet i samarbejde med en række virksomheder, heriblandt også lokale. Jeg ser det som en god lokal løsning i Søndergade, men håber også, at det bliver et godt demonstrationsprojekt, som kan vise vejen for resten af Danmark sammen med Klimabyen, Klimahaver og Klimahavnen i Middelfart, siger plan- og byggechef i Middelfart Kommune, Jørgen Knudsen.

Dette er et innovativt projekt med en ny vandhåndteringsløsning.

Jørgen Knudsen

Plan- og byggechef, Middelfart Kommune

Smarte løsninger

Vandvejen er én af de løsninger, som Realdania støtter via kampagnen Klimaspring, hvis formål er at fremme tilbuddet af smarte løsninger til klimatilpasning af byer. Med Vandvejen, er det slut med ukontrollerede oversvømmelser og veje, der står under vand. Vandvejen afhjælper små og store mængder regnvand ved hjælp af specialdesignede vandkanaler og et anderledes vejprofil. Løsningen har stor fokus på fremkommelighed og æstetik med henblik på at skabe bedre og mere funktionelle gaderum.

Forsyningsselskabet i Middelfart ser frem til byens nye vandafledende vej.

- Middelfart Spildevand er glade for, at det initiativ, vi tog sammen med Middelfart Kommune, Klimaspring og en række virksomheder i 2013, har ført til, at vi er klar til at realisere Vandvejen i Søndergade. Det er et mønstereksempel på, hvordan vi som vandselskab og kommunen kan samarbejde med private virksomheder om udvikling af nye innovative, kommercielle løsninger inden for vandbranchen. Helt i tråd med Danmarks Vandvision 2015, hvor målet er, at Danmark skal udbygge sin position på vandområdet som kraftcenter for smarte og effektive løsninger, siger formanden for Middelfart Spildevand, Allan Buch.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre gaderum

Vandvejen i Middelfart er ét af to pilotprojekter, der viser nye måder at udnytte veje i klimatilpasningen, samtidig med at man skaber et bedre gaderum. Det andet ligger i Skanderborg. Projektet er udviklet med støtte fra Realdania i et tværfagligt samarbejde mellem rådgivende ingeniør- og miljøvirksomhed EnviDan, vejbygningsentreprenøren Colas Danmark og arkitekt og landskabsarkitekter Schulze+Grassov. Derudover deltager Thisted Fjerritslev Cementvarefabrik, Middelfart Kommune, Middelfart Spildevand, Skanderborg Kommune og Skanderborg Forsyningsvirksomhed.

Pilotprojektet i Middelfart forventes at stå færdigt i sommeren 2016.