Tunnelfaskiner erstatter traditionel rørlægning i nyt boligområde i Odense, der får en nytænkende og grøn løsning til vandafledning.

Med sænkede regnbede i vejkanten og afledning af husenes tagvand til faskiner i stedet for til kloaknettet bliver det nyudstykkede boligområde Gartnerlunden i Odense ikke blot en grøn bydel - det bliver også et eksempel på, hvordan man kan skabe innovative, miljørigtige løsninger for fremtidig håndtering af regnvand.

Vandcenter Syd jonglerede med flere problemstillinger i Gartnerlund-projektet, der udfordrede tilgangen til, hvordan man sædvanligvis ville lave regnvandsløsninger. I den oprindelige lokalplan for området er der angivet ønske om, at regnvand så vidt muligt skal nedsives, samt at der skal etableres åbne vandrender langs vejen. Et stort gartneri i nærheden ønskede også en effektiv nedsivning, og endelig skulle Vandcenter Syd forholde sig til, at det eksisterende kloaknet allerede var belastet til noget nær bristepunktet og derfor dårligt ville kunne rumme vandudledningen fra den store udstykning på 38 nye parcelhusgrunde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Velegnet jordbund

- Med kapacitetsproblemer i vores nærliggende system og en manglende naturlig recipient i området var vi nødsaget til at se på alternative løsninger, siger projektleder Daniel Løvenskjold Andersen fra Vandcenter Syd.

Løsningen blev at bruge Aquaton, som er storvolumen-tunnelfaskiner fra Milford i kombination med en wadi langs vejen.

- Vi tilstræber at lave de mest fordelagtige miljømæssige løsninger samt at levere mest mulig værdi for kunderne. Det mener vi at have fået med denne løsning. Jordbundsforholdene var velegnede til at nedsive regnvandet. Dermed kunne vi bibeholde grundvandsdannelsen og undgå at belaste kloakkerne yderligere, siger Daniel Løvenskjold Andersen.

Øget styrke

Aquaton-tunnelfaskinerne adskiller sig fra traditionelle systemer ved at bruge parabel som bærende princip.

- Det er i virkeligheden en simpel geometrisk form, som ingeniører har kendt til i århundreder, men som stadig i dag giver en markant øget styrke og en overlegen bæreevne i forhold til den traditionelle kubiske tankegang, forklarer Milfords produktchef Mark Walton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I samarbejde med Vandcenter Syd og Cowi i Odense tegnede Milford en løsning, hvor anlægget i Gartnerlunden er opbygget som en serieforbundet række af elementer, hvor et element først træder i funktion, når kapaciteten af det foregående element er brugt op. Vejvand ledes altså først til wadier, hvorfra der sker nedsivning. Når wadierne ikke længere kan følge med, sker der overløb til Aquaton-elementerne, som samtidig modtager regn direkte fra parcelhusene. Elementerne fyldes enkeltvis, men er indbyrdes forbundne for at udnytte volumenet optimalt. Når Aquaton-elementerne er fyldte, ledes overskydende vand til et nedsivningsbassin i udstykningens sydøstlige hjørne. Bassinet er indrettet med to niveauer, hvor det nederste niveau er tæt og derfor har permanent vandspejl, mens det øverste niveau har nedsivning. Opbruges også bassinets volumen, er der - som sidste trin - nødoverløb til det eksisterende fællessystem i området. Anlægget er dimensioneret til at håndtere en femårs-regn.

Tjener sig selv ind

Prisen for LAR-løsningen bliver cirka 30 procent dyrere end den traditionelle løsning, men ifølge Daniel Løvenskjold Andersen ville en traditionel løsning have medført væsentligt større udgifter grundet udvidelser af det eksisterende afløbssystem. Derfor skal projektet ses som en langsigtet investering.

- Med denne løsning vil der ikke komme yderligere regnvand til renseanlægget, som jo som koster penge at rense. Vi belaster heller ikke det eksisterende rørsystem, som også koster penge at udvide og vedligeholde. Projektet her er meget langt fra den traditionelle løsning, og investeringen er nu og her dyrere. Men taget anlæggets levetid i betragtning, forventer jeg, at det vil tjene sig selv ind, siger Daniel Løvenskjold Andersen.

Et andet - men meget væsentligt - parameter at tage hensyn til er netop anlæggets bæreevne ved slutningen af dets levetid.

- Aquaton er ikke bare designet til stor styrke her og nu, men til at levere en stabil og ensartet bæreevne mange år frem. Vi taler om op til 75 funktionsår, og selv derefter vil anlægget kunne modstå en vægtbelastning på 15 ton med en sikkerhedsfaktor på 1,75. Det er altså ret godt klaret, fastslår Mark Walton fra Milford.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nemt at installere

Tunnelfaskinerne bliver installeret af den lokale Fyn-afdeling af Arkil, og her er afdelingsleder Jannik Lund begejstret for Odense-projektet.

- Som jordentreprenør er det jo svært for mig at skulle argumentere for, at det er en fordel med færre regnvandsledninger. Men der er ingen tvivl om, at det giver mest mening at spare på nyanlæg af kloaknettet og lade rent regnvand nedsive lokalt de steder, hvor det er muligt. Det er altid spændende, når vores bygherrer tænker i nye baner, og jeg forventer, at vi kommer til at se langt flere løsninger, der ligner dette projekt, siger han.

I forhold til selve anlægsarbejdet ude på byggepladsen udmærker tunnelfaskinerne sig også.

- Vi har på andre projekter prøvet at lægge Aquaton. Vi er overrasket over, hvor let det i realiteten er at håndtere dem. Udførelsesmæssigt skal man næsten grave som ved traditionelt kloakanlæg, så en stor del af processen er allerede kendt af os, siger Jannik Lund.

Gartnerlunden-projektet forventes afsluttet ultimo 2016. Byggegrundene kommer til salg gennem HusCompagniet.