Opgaven med at skabe de tre pladser, der skal danne byrummet omkring Lego House i Billund, er vundet af Arkitema Architects.

På en plads midt i Billund, hvor byens tidligere rådhus lå, er Lego-koncernens nye besøgscenter i øjeblikket under opførelse. Det er udearealerne omkring besøgscentret, som Arkitema Architects skal udvikle til et samlet byområde bestående af tre forskelligartede pladser. Med i vinderteamet er desuden Niras, Active Institute og Antje Backhause Gruppe F som underrådgivere.

- Det bliver et helt særligt og unikt sted for både lokalbefolkningen og turister, og pladserne vil fungere som en naturlig forlængelse af oplevelsen i besøgscentret og som et centralt samlingssted i byen, fortæller Heidi Hjort Thuesen, der er forretningsområdechef for Urban Design hos Arkitema Architects.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De tre pladser består af Ankomstpladsen, som er den primære adgang til Lego House og en uformel opholdsplads, Byens Plads, der blandt andet kan fungere som byens nye lokale samlingssted, og Ved Bækken, hvor åbningen af Billund Bæk skaber en oplevelsesrig bynatur.

Legelandskab i Børnenes Hovedstad

Med tilknytningen til Lego House og Billunds vision om at være Børnenes Hovedstad er leg et naturligt omdrejningspunkt for byudviklingen. Blandt andet har Arkitema Architects ladet sig inspirere af Lego's værdier omkring leg, læring og kreativitet i arbejdet med skabe de nye pladser, der i et samspil med Lego House og byen appellerer til fantasien og udfordrer motorik og sanser.

- Børn tiltrækkes af forhindringer, som man kan springe op på og ned fra, og ting, der skal undersøges. Derfor udformer vi pladserne, så de udfordrer og stimulerer den menneskelige nysgerrighed. Vi tager udgangspunkt i Lego-klodsen og laver forskydninger, niveauforskelle og skrånende flader i byrummet, hvor der også bliver aktiviteter og vandleg med det naturlige regnvand. Dermed opfører vi ikke en decideret legeplads, men tre pladser, som alle inviterer til fri leg, ophold og samvær, hvilket også gør byrummet meget mere fleksibelt i forhold til arrangementer og events, fortæller Heidi Hjort Thuesen.