I næste uge går det løs i Fredericia, når Messe C danner rammen om DM i Skills.

Flere end 300 elever skal i dagene 4. til 6. februar dyster i mange forskellige dicipliner ved DM i Skills, der de senere år er blevet en bragende succes med masser af besøgende.

Ved Skills 2015, som forgik i Bella Center for et år siden, var der således omkring 68.000 besøgende i løbet af de tre dage, arrangementet varede. Det var en flot stigning i forhold til året før i Aalborg, hvor "blot" 42.000 besøgte arrangementet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er er Skills for sjette gang, og målet er fortsat at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse direkte efter folkeskolen. Det er et udstillingsvindue, hvor de mange folkeskoleelever kan se de bedste erhvervsskoleelever i aktion.

I træningslejr

Blandt deltagerne i år er to anlægsgartnerelever fra Jordbrugets UddannelsesCenter (JU) Århus, der kæmper for at blive de bedste i deres fag

Jonas Lisbjerg Nielsen og Mark Brigsted har i januar fået to uger til at øve sig på konkurrenceopgaven. De to drenge, der ellers er ude i praktik imellem to skoleophold, tjekkede mandag 11. januar ind på skolen i Beder for at gå i intensiv træningslejr, og ved udgangen af første uge, var de fortrøstningsfulde:

- Vi var især bekymrede for, at pergolaen ville tage lang tid at bygge, men da vi først kom i gang med den, gik det faktisk noget bedre, end vi havde forventet. Så det skal nok gå, sagde Mark Brigsted.

Skarp konkurrence

Haveanlægget, som drengene skal etablere på bare 21 timer ved selve konkurrencen, indeholder både sandstensmure, trapper, belægning, hæk, et springvand, en pergola og forskellige typer bede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faglærer på JU Århus og medlem af Skills-udvalget, Peder Glud, forklarer, at det er helt med vilje, at opgaven er forholdsvis krævende og kompliceret:

- Det er jo en konkurrence, og fårene skal skilles fra bukkene. Opgaven kommer til at kræve alle de ressourcer, drengene har, men jeg ved, de har det, der skal til, og jeg er sikker på, de kommer til at klare sig rigtig godt i Fredericia, siger Peder Glud, der har valgt Mark og Jonas for deres faglige dygtighed og gode samarbejdsevner.

Når det for alvor går løs ved årets DM i Skills, skal Mark og Jonas konkurrere imod anlægsgartnerelever fra fire andre erhvervsskoler. Alle fem hold skal etablere nøjagtig det samme haveanlæg, der bliver bedømt af Skills-udvalget. Vinderholdet går videre til europamesterskaberne, der afholdes i Sverige sidst på året.