Skælskør Anlægsgartnere har stået for fagentreprisen og anlægsarbejdet på Novo Nordisk Naturpark, der netop er blevet tildelt Dansk Landskabspris 2015.

Skælskør Anlægsgartnere, der er en del af HedeDanmark, har stået for fagentreprisen og anlægsarbejdet på Novo Nordisk Naturpark i Bagsværd, der netop er blevet tildelt Dansk Landskabspris 2015. Og prisen giver naturligvis glæde hos anlægsgartneren.

- En stor del af æren går naturligvis først og fremmest til Novo Nordisk og arkitekterne for at tænke visionært, men i Skælskør Anlægsgartnere er vi glade og stolte over vores rolle, og at vi har været med til at få et ambitiøst projekt ført fra idé og skitser ud i virkeligheden. Projektet har været en spændende opgave for vores medarbejdere, som har brugt al deres erfaring, faglighed og håndværksmæssige kunnen for at skabe et smukt resultat, siger regionschef Henrik Oppermann fra Skælskør Anlægsgartnere i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nybrud i havekunst

Novo Nordisk Naturpark er etableret i forbindelse med byggeriet af den internationale medicinalkoncerns hovedsæde i Bagsværd. Naturparken er anlagt i perioden 2013-2014 og har allerede vundet både nationale og internationale priser. Anlægget er blandt fagfolk betegnet som et nybrud i havekunsten og en økologisk revolution. Området på i alt 31.000 kvadratmeter er en fortolkning over et såkaldt dødislandskab, som kendes fra danske skove og natur. Opgaven for Skælskør Anlægsgartnere var i praksis - populært sagt - at bygge en fuldvoksen skov og færdigt landskab op omkring Novo Nordisks nybyggede domicilejendom, som blev opført i et eksisterende industrikvarter. Et moderne domicilbyggeri, hvor arkitektur med blandt andet grønne tage skulle få hovedsædet til at smelte sammen med naturlandskabet.

En anerkendelse

- Vi er privilegerede ved at blive inviteret til at deltage i denne type grønne anlægsopgaver, som betyder, at Skælskør Anlægsgartnere kan være med til at realisere nogle af de mest krævende og spændende projekter i branchen. Når landets dygtigste arkitekter og bygherrer tager os med på opgaver som denne naturpark, tager vi det naturligvis som en anerkendelse af vores faglige kunnen, siger Henrik Oppermann.

Inden for de seneste år har Skælskør Anlægsgartnere bl.a. etableret Danmarks største træterrasse, skabt Danmarks første cykellegeplads, gennemført større klimasikringsprojekter og udført en lang række forskellige grønne anlægsopgaver med komplicerede belægnings- og beplantningsarbejder. Skælskør Anlægsgartnere er i øjeblikket blandt andet i gang med at etablere nye haveanlæg ved Fredensborg Slot.

De øvrige nominerede projekter var Marielyst Torv og Strandstrøg, Elmelund Skov, Sønæs rensedam og vandpark samt Nørreport Station.