Hos Brolæggerlauget er der ingen tvivl om, at klimatilpasningen vil få stor betydning for fremtidens belægninger.

Grøn Teknik har spurgt en række centrale personer inden for den grønne branche om en status over året, der gik, og indsatserne i året, der snart begynder. Claus Johnsen, oldermand i Brolæggerlauget, ser blandt andet tilbage på overvældende interesse for foreningens kurser, mens han forventer yderligere udvikling af branchen, når det gælder permeable belægninger.

Hvad har karakteriseret branchen i 2015?

Travlhed og lokal mangel på udlært arbejdskraft og at skaffe elever til uddannelsen som brolægger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ethvert fremtidigt belægningsprojekt vil indtænke permeable belægninger, regnvandsbede og andre typer af lokal afledning af regnvand.

Claus Johnsen

Oldermand, Brolæggerlauget

Var der hændelser, der skilte sig særligt ud - på godt og ondt?

For Brolæggerlauget var den store interesse for vores kurser for tilsynsførende en absolut positiv overraskelse. Der var planlagt 1-2 kurser, men det blev til 10 stk. i alt - heraf et som var fra en Norsk brolægningsforening.

Det er altid glædeligt, når rådgivere og tilsynsførende i kommunerne viser interesse for faget, og vi har haft omkring180 kursister fra hele landet på vores heldagskursus i brolæggerstandarden DS 1136, reetablering og ansvarsforhold mv. (som forsætter igen i 2016).

Herudover var der Brolæggerprisen 2015, som gik til Københavns Kommune for flere projekter, som er udført igennem de sidste par år. Det var 30. gang, Brolæggerprisen blev overrakt, og anden gang, Københavns Kommune fik prisen.

Hvilke udfordringer venter der branchen i 2016?

Ny travlhed og risiko for mangel på brolæggersvende, ikke mindst ved færdiggørelse af pladserne ved nye metrostationer i København.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvilke muligheder ser du fremadrettet for at udvikle branchen yderligere?

Der er ingen tvivl om, at klimatilpasningen vil få stor betydning for fremtidens belægninger. Der stilles større og større krav om nedsivning på egen grund, så kloaksystemet ikke belastes af regnvand. Dermed vil ethvert fremtidigt belægningsprojekt indtænke permeable belægninger, regnvandsbede og andre typer af lokal afledning af regnvand. Permeable belægninger vil typisk kunne etableres i det offentlige rum på pladser til ophold og parkering og privat i indkørsler og på terrassearealer.