Ifølge Aarhus Kommune vil en fredning af Botanisk Have betyde, at borgerne mister muligheden for at få indflydelse på den fremtidige brug af parken.

Fredningsnævnet har afgjort, at Botanisk Have i Aarhus skal fredes. Det falder imidlertid ikke i god jord hos Aarhus Kommune, som mener, det vil begrænse borgernes mulighed for fortsat at benytte parken. Derfor vil Aarhus Kommune nu anke fredningen.

Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø, påpeger, at en fredning er det sidste og mest vidtgående redskab til at beskytte et naturområde, hvis alle andre muligheder er udtømte. En fredning forhindrer nemlig for tid og evighed, at byrådet og aarhusianerne kan beslutte, hvordan parken skal udvikle sig i fremtiden til byens bedste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En begrænsning

Rådmanden har tidligere foreslået, at der bliver udarbejdet en bevarende lokalplan for Botanisk Have, hvilket ifølge kommunen vil betyde, at borgerne har helt andre muligheder for at medvirke i beskyttelsen og udviklingen af parken, end det er tilfældet ved en fredning, som giver Fredningsnævnet eneret til at fortolke beskyttelseshensynet.

- Mange tusinder af aarhusianere bruger Botanisk Have uanset årstiden. Det vil derfor være det mest naturlige, hvis borgerne også fremover har de bedste muligheder for at præge udviklingen af parken. Hvis fredningen bliver fastholdt, er råderetten over parken ude af byens hænder. Jeg har ikke mødt én eneste politiker eller borger i den her by, der ikke vil Botanisk Have det bedste. Derfor er denne fredning ikke en yderligere beskyttelse, men derimod en begrænsning af aarhusianernes mulighed for at have indflydelse på deres egne, grønne åndehuller, siger Kristian Würtz.

Byrum - ikke reservat

Fredningen betyder blandt andet, at kommunen ikke længere kan give tilladelse til, at der for eksempel bliver opført en iskiosk, og at Fredningsnævnet også skal inddrages, hvis kommunen ønsker at anlægge en legeplads. Fredningsnævnet skal godkende både størrelsen, udformningen og placeringen af en eventuel legeplads.

- Vi skal selvfølgelig værne om parken, men det skal være som et levende byrum ikke som et reservat, hvor vi ikke kan ændre på noget som helst uden at skulle spørge en dommer og et fredningsnævn om lov, der ikke sidder i byen og ikke bruger haven, siger Kristian Würtz.