Nyt københavnsk byrum skal både udfordre og imødekomme brugerne.

Tove Ditlevsens Plads og området omkring pladsen har fået en tiltrængt renovering og er nu klar til indvielse. Bascon har været med hele vejen i projektet, som er blevet gennemført som et tværfagligt projekt. Resultatet er et imødekommende byrum på Vesterbro, der på fineste vis minder os om forfatterinden fra stenbroen.

Der har været gang i de helt store maskiner, der er blevet gravet, støbt, bygget op og lagt uanede mængder af brosten. Renoveringen er veloverstået, og den 15. december indvies Tove Ditlevsens Plads. Bascon har haft glæden af at være med fra start til slut og ser frem til at aflevere et rekreativt byrum til København.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hensigten har været at skabe et udeareal, der både udfordrer og imødekommer brugerne og inviterer dem ind i byrummet - for det skal bruges, fastslår Mads Peder Rasmussen, der er projekteringsansvarlig landskabsarkitekt.

En borgmester kommer forbi

Det skrevne formål har også været at skabe et mere offentligt tilgængeligt udeareal på Vesterbro ved at opbløde den skarpe grænse mellem skolen og resten af det omkringliggende område, og det mener Mads Peder Rasmussen er lykkedes.

- Vi har trukket skolegården ind i byrummet og byrummet ind i skolegården. Det er her folk med forskellig baggrund skal samles og nyde at være sammen - det er måske i virkeligheden essensen af Vesterbro, siger Mads Peder Rasmussen.

Pladsen bliver indviet den 15. december, hvor Borgmester Morten Kabell vil holde tale. Derefter er det muligt at tage med borgmesteren og stadsarkitekt Tina Saaby på byvandring.

Foruden Tove Ditlevsens Plads er også Liva Weels Plads blevet renoveret og taget i brug for knap seks måneder siden. Her kan man blandt andet, hvis man leder lidt, finde en mindeplade for Liva Weel i belægningen.