To adskilte byrum er blevet lagt sammen på Vesterbro og fremstår nu som et nyt samlende område i kvarteret.

Tove Ditlevsens Byrum på Vesterbro er klar til indvielse, og byrummet er blevet forbedret betragteligt, idet Tove Ditlevsens Skole har væltet hegnet for at lade skolegården udvide ud i Vesterbros byrum.

Mod Frederiksstadsgade er der blevet anlagt kuperede former med trampoliner, som længe er blevet brugt flittigt af skolens elever og udefrakommende. Efter hegnet er væk, inviterer byrummet nu besøgende i området, beboere og naboer indenfor i stedet for at fremstå som et aflukket areal, og den løsning er teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) glad for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved at fjerne skellet mellem skolen og det offentligt tilgængelige område skaber vi mere brugbart byrum for alle. Vi har ikke meget plads at hverken give eller tage af på Vesterbro, og derfor er denne løsning et rigtig godt eksempel på, hvordan vi ved at smelte to opdelte rum sammen skaber en gevinst for alle, siger Morten Kabell.

Ved at fjerne skellet mellem skolen og det offentligt tilgængelige område skaber vi mere brugbart byrum for alle.

Morten Kabell

Teknik- og miljøborgmester, Københavns Kommune

Med sammensmeltningen af de tidligere opdelte rum har eleverne fået et større udeareal at boltre sig på, selvom skolens matrikel ikke er blevet større.

Sammen med Tove Ditlevsens Skole har repræsentanter fra Sct. Matthæus Kirken, borgere fra de omkringliggende bebyggelser samt repræsentanter for erhvervslivet siddet i projektets arbejdsgruppe. I fællesskab med områdefornyelsen blev der således skrevet program for den samlede indsats, og i dag står et multifunktionelt og sammenhængende byrum klar til at blive indtaget af byens borgere

Super Tanker, Peter Skensved og Katrine Clante har stået for rådgivningen undervejs i projektet.