Kolde og våde forår kan øge fremkomsten af Platansyge, hvor træet kommer til at se dårligt ud på grund af angreb fra svampen Apiognomoni veneta. Sygdommen kendes blandt andet på svampens små, sorte frugtlegemer på de døde skud, hvor de sidder nedsænket i vævet. Smitte sker fra nedfaldne blade eller angrebne skud. Der er således sjældent angreb på knudebeskårne plataner.

Den gode nyhed er, at kronerne kan rette sig igen, så platantræet på ingen måde fremstår uæstetisk. Dette bekræftes af forvaltere med mange års erfaring. De siger, at platan ikke bryder sig om kulde under udspring, men at arten er robust og typisk vil sætte nye blade, når det bliver varmt senere på sommeren. Der er ikke grund til at vande eller andet - dog kan svækkede og stressede træer have svært ved at genskabe deres kronefylde.

Konklusionen er, at træerne heldigvis ikke går ud, men at der er tale om en sygdom, der optræder med jævne mellemrum. Så ro på - og vent lige et par måneder, selv om det altid er vigtigt at vide, hvad årsagen er. Især hvis sygdommen kommer flere år i træk.

Asketoptørre værst i skove

Asketoptørre, der skyldes en anden sæksporesvamp Hymenoscyphus fraxineus, ses som døde skud i kronerne og døde barkområder på grene og stammer. Angrebne træer danner mange vanris og får en busket krone.

Der er dog stor forskel på sygdommens udvikling inde i skoven - og så udenfor som i byen. Det skyldes primært, at svampen, der sidder på gamle bladdele, kræver høj luftfugtighed for at udvikle sig, smide sporer og for at inficere. I skove angribes svækkede træer desuden af Honningsvamp i rødder og den nedre del af stammen. Dette svampeangreb dræber træerne efter et eller flere år. Unge træer med tynd bark dør hurtigt, ældre træer efter længere tid. Asketræerne har det markant bedre, når forholdene er mere 'ørkenlignende' og tørre, som f.eks. langs veje og i byen.

Nyplantede ask med god resistens

Erfaringen viser, at træer med asketoptørre aldrig bliver helt raske, men så længe de er i stand til at gendanne kronen, vil de overleve. Store gamle ask med gode vækstbetingelser og høj vitalitet før angreb kan leve i mange år og gendanne kronen. Man bør derfor ikke fælde syge ask, før de er døende, dvs. ikke har sat nye skud i mindst to år. Af sikkerhedshensyn kan det dog være nødvendigt at fjerne døde grene, og det vil også forbedre træernes udseende.

Overordnet er mange ask værd at bevare, selv om de får sygdommen. Hold på asketræerne så længe som muligt - giv ikke op for tidligt! Også med hensyn til yngre vejtræer er der lyspunkter, f.eks. er Fraxinus excelsior 'Westhof's Glorie' plantet som vejtræer i København i 2005, og 10 år senere viser disse træer ingen symptomer overhovedet.

Erfaringer med andre arter af ask i de senere år viser også, at Manna-ask (Fraxinus ornus) nærmest ikke er modtagelig for sygdommen, mens Hvidask (F. americana) og Rødask (F. pennsylvanica) kun er let modtagelige. De kan måske bruges, mens vi venter på resistente kloner af F. excelsior. Imens lurer truslen fra askepragtbillen Agrilus planipennis, som langsomt er på vej vestpå fra Rusland.

Store huller i barken

Ikke kun askepragtbillen, men også de asiatiske træbukke Anoplophora glabripennis og A. chinensis er frygtede skadedyr. I de sidste 10 år er de to sidstnævnte dukket op at par gange i Danmark med hhv. emballagetræ og prydplanter. Etablerede forekomster findes enkelte steder i Europa, og der arbejdes hårdt på at udrydde disse insekter, som bl.a. holder af Acer arter.

Alle forvaltere bør derfor være opmærksomme på store udboringshuller i barken, både hos nyplantede og etablerede træer, ikke mindst i industriområder med leverancer fra udlandet, hvor der er emballagetræ. Det er dog også vigtigt at huske, at vi har nogle hjemmehørende insekter, som kan kaste sig over svækkede træer og lave udboringshuller, som ligner. Diagnosen stilles nemmest ved at finde larverne inde i veddet.

Resistente hestekastanjetræer

Hestekastanje-bakteriekræft kendes især på døende bark og et mørkt flåd. Sygdomsforløbet er, at yderbarken dør, og vækstlaget dør fulgt af kronesymptomer og eventuel svampedannelse i den døde bark - og efterfølgende dør hele træet.

Her viser de nyeste erfaringer fra bl.a. England og Holland, at en lille andel af træerne er stærkt modtagelige og dør cirka 10 år efter, at de er smittet. En stor del af kastanjetræerne synes dog at leve længe med bakterieangrebet, og som en god nyhed har det vist sig, at der findes resistente individer.

Døde grene og stammer angribes hurtigt af vednedbrydende svampe og kan udgøre en risiko. Så beskær ved grendød og bemærk i den forbindelse, at værktøjet bør rengøres omhyggeligt. Ligesom syge træer ikke må bruges som dækflis.

Ved hele kastanjetræets død - og efterfølgende fældning - anbefales det at bevare træets torso til biodiversitet, helst mindst to meter, og det kan gøres uden risiko for omgivelserne.