Majland Stauder slår på tromme for store standardvarer.

Det er sin sag at bringe en planteskoles fulde palette af produkter med på en messe. Men det var ikke desto mindre, hvad en række danske planteskoler havde gjort, da de deltog i Have & Landskab '15 i slutningen af august.

Blandt dem var Majland Stauder ApS, hvis daglige omdrejningspunkt og fokusområde afspejles i firmanavnet. I anledningen af messen havde de bygget en stand op med udstilling af forskellige stauder, men firmaets vare var - og er i det daglige - i lige så høj grad en vare, som ikke kan beskues. Nemlig viden og rådgivning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi gør en dyd ud af vejledningen af vores kunder. Arkitekter og landskabsarkitekter bruger os i høj grad til sparring, og det gør vi gerne, forklarer Leif Rahbek, medejer af Majland Stauder ApS.

Erfaring

Majland Stauder blev grundlagt tilbage i 1955 af ægteparret Hanne og Peder Majland. Med tiden fulgte en stigende efterspørgsel, som bragte flere medarbejdere ind i firmaet. I 2002 solgte Peder Majland planteskolen til Torben Kristensen og Leif Rahbek, der i mange år forinden havde haft det daglige ansvar for planteskolen.

I 2011 kom yderligere en person ind i ejerkredsen i form af Erik B. S. Lauridsen.

For Leif Rahbek gælder det den daglige kontakt med kunderne. Med sine knap 30 år i branchen har han en solid erfaring at trække på, og kunderne tager bestemt hans råd og vejledning til sig. Blandt andet når snakken falder på størrelser på standardvarer.

- Jeg slår på tromme for en stor standardvare. En større plante etablerer sig typisk hurtigere end en mindre plante. Det er min erfaring, at man faktisk bedre kan gå på kompromis med antallet pr. kvadratmeter, når man vælger en større standardvare, fordi disse er hurtigere til at "lukke" bedene, hvilket er med til at minimere den efterfølgende lugning og vedligehold, siger Leif Rahbek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fornyelse

Heldigvis for Majland Stauder ser landskabsarkitekterne ofte tingene fra samme synsvinkel, men de undlader alligevel at stille krav til pottestørrelse, lyder erfaringen fra staudespecialisterne.

- Måske fordi man er bange for ikke at kunne finde de stauder, man ønsker anvendt, i en større kvalitet. Vi prøver at få pilen til at pege i den retning, siger han.

Og det ser i stigende grad ud til at lykkes. Helt konkret kan Leif Rahbek se i arkitekternes projektbeskrivelser, at de begynder at tænke over det nyetablerede beds udtryk.

- Når vi taler om allétræer, kan man let præcisere kriterierne til stammetykkelse, højde, mv. Men det gør man i mindre omfang, når det gælder stauder. Vi kan se, at flere tager vores rådgivning til sig og tænker de større standardvarer ind i deres projektbeskrivelse. På den måde fungerer rådgivningen som en fornyelse af tanker, og en udfordring af kun at vælge den laveste fællesnævner. Vi vil gerne være med til at præge udviklingen generelt, og det, at vi har en holdning til størrelse på stauderne i standardstørrelser, betyder jo ikke nødvendigvis, at alle ordrer havner hos Majland Stauder. Der findes mange andre gode producenter der kan leverer standardvarer i f. eks. 1 liters potter, siger Leif Rahbek.