Trods kraftig regn har Have & Landskab torsdag sat ny rekord.

Der var fornuftige besøgstal på førstedagen af årets udgave af Have & Landskab, som nu også kan notere sig en ny rekord - nemlig rekorden for antallet af besøgende på én dag. Da messen lukkede for torsdagens lange, våde og varme udstillingsdag, havde hele 5.136 fagfolk lagt vejen forbi arealerne i Slagelse. Det er både 727 flere end samme dag på sidste udstilling i 2013 - og så er det ny rekord.

- Vi har aldrig prøvet at runde 5.000 besøgende på en enkelt udstillingsdag på Have & Landskab. Og det kan vi være rigtigt godt tilfredse med, da vi praktisk talt havde skybrud fra morgenstunden, og vejrudsigten generelt var styg. Så det regnede meget, men folk de væltede ind alligevel, og alting fungerede på trods af det store publikumstryk, siger Have & Landskabs formand Palle Kristoffersen om det flotte besøgstal.