I alt 2.682 besøgte Have & Landskab på udstillingens første dag, hvilket er 183 flere end i 2013.

2.682 besøgende mod 2.499 i 2013. Det er resulattet efter optællingen på Have & Landskabs første dag, hvilket arrangørerne er ganske godt tilfredse med - specielt set i lyset af lidt ustadigt vejr de første timer.

- Det vigtigste er selvfølgelig, at det er de rigtige gæster, der kommer, og at vores udstillere har en god oplevelse. Men at der kommer 2.682 gæster allerede onsdag må siges at være overordentligt tilfredsstillende, og ligesom de rekordmange 270 udstillere er det simpelthen et tegn på, at optimismen er kommet tilbage, og at der er flere beskæftigede i branchen, forklarer udstillingsleder Kristian Larsen og pointerer, at det høje besøgstal skaber forventning om, at der også kommer flere gæster til de sidste to udstillingsdage end ved sidste Have & Landskab i 2013.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På forhånd er det meldt ud, at ambitionen er 12.000 besøgende på årets udgave af messen, og når man tager sidste udgave i betragtning, hvor 9.635 besøgende lagde vejen forbi, kræver det også stor tilslutning de sidste to dage.

Fagligt Forum fortsætter

Der er imidlertid også masser at komme efter for de besøgende. For første gang i årevis lancerede Have & Landskab i år officielle fagindlæg - denne gang i form af korte, videnstunge præsentationer på Fagligt Forum. Og det bliver nok ikke sidste gang, hvis man skal tro på Have & Landskabs formand, slotsgartner og adjungeret professor ved Københavns Universitet, Palle Kristoffersen.

- Vi skal lige evaluere på det, men jeg tror absolut, at Fagligt Forum er kommet for at blive. De mange indlæg er et godt supplement til alt det øvrige, der sker på udstillingen, og man kan gå direkte ud bagefter og kigge nærmere på de planter eller det materiel, som blev diskuteret i oplægget. Desuden er et af formålene med selve Have & Landskab jo at sætte overlæggeren for det, vi går og laver i hverdagen, og det er præcist, hvad vi opnår med Fagligt Forum, forklarer Palle Kristoffersen