Care Construction har udviklet et nyt vakuumprodukt, som blandt andet er ideelt til at rette fliser op med.

Den grønne branche er et forholdsvis nyt område for Care Construction, men med en jævn tilgang af nye produkter - samt nye anvendelsesmuligheder for eksisterende - er virksomheden helt naturligt begyndt at arbejde med flere forskellige kundegrupper.

Mange af redskaberne har indehaver Henrik Hviid selv fundet på - typisk som en videreudvikling af kendte koncepter, som bare er gjort lidt smartere - men Care Construction har også forhandlingen fra andre producenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forlænger løftet

Noget af det nyeste, Henrik Hviid har på programmet, er inden for vakuum-redskaber til løft af tunge genstande - som fliser og brønddæksler.

- Vi har to nye vakuum-produkter. Den ene tømmer på traditionel vis et dæk for på den måde at skabe et vakuum. Det er der ikke noget nyt i, men vi har lavet vores eget produkt, som vi kalder VacBoy, fortæller han og fortsætter:

- Den har vi så også kombineret med vores eksisterende produkt VacMan, som vi blandt andet har solgt til kirkegårde gennem nogle år.

Det nye produkt har fået navnet VacMax, som altså er et dobbeltvirkende vakuum-produkt, som kan holde undertrykket i længere tid.

- Jeg har en køreflise på 70-80 kg, som jeg har testet den på. VacMan kan holde vakuummet i cirka 20 sekunder, mens VacMax holder i to minutter. Det betyder, at den for eksempel kan bruges, når fortovsfliser skal rettes op, forklarer Henrik Hviid. Han fortæller i øvrigt, at VacMax både kan løftes af en kran - eller med Care Constructions egen aluminiumløftestang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hele programmet

De nye vakuum-løftere er dog ikke det eneste, Care Construction har med på Have & Landskab.

- Vi har stort set alt med, som vi har, lyder det fra Henrik Hviid, som blandt andet nævner deres magnetiske dækselløftere, lette og kompakte afspærringssystemer samt en knæbeskytter med indbygget stol, som sikrer blodomløbet i benene.

- Interesseområdet for denne messe er en del anderledes, end de messer vi ellers har deltaget på, som for eksempel spildevandsmesser og så videre, forklarer Henrik Hviid, som har store forventninger til udbyttet.

- Selv om vi har haft en del succes inden for kirkegårdsområdet de senere år, er der stadig mange, vi endnu ikke er kommet ud til. Så det bliver spændende at se, hvor mange der kommer af dem, fortæller han.

Og så håber han naturligvis også, at han får mange besøg fra folk, der er beskæftiget inden for park- og vej­området.