Gersvang Maskiner har blot et halvt år på bagen, men der er allerede flere produktnyheder på programmet.

En gammel kending under nye faner møder i år op på Have & Landskab med en lille håndfuld nye maskiner. Der er tale om Søren Gersvang, der tidligere var ved OG Maskiner. I februar grundlagde han imidlertid virksomheden Gersvang Maskiner Aps.

- Jeg stod i en situation, hvor jeg fik nogle nye muligheder. Jeg blev kontaktet af italienske Dulevo, som ville høre, om jeg var interesseret i at blive importør af deres udendørs fejemaskiner. Og det var på det grundlag, jeg startede op, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søren Gersvang fortæller, at man kan opleve en del nye maskiner på standen. Blandt andet har Dulevo udviklet to nye feje- sugemaskiner, som hedder Revolution 3000 og Revolution 6000. Han oplyser, at fejemaskinerne skal kunne håndtere alle typer affald - lige fra det fineste støv til pizzabakker og grene på to meters længde - og det ved meget høj hastighed. De kan i øvrigt arbejde problemfrit i frostvejr, og så har de en netto beholdervolumen på 3,3 og 6,2 kubikmeter.

Nye produkter

Det er dog ikke kun Dulevo, Gersvang maskiner har på programmet. Således er den nystartede virksomhed også blevet importør af produkter fra det tyske firma Agria. De producerer blandt andet redskabsbærere - både mekaniske og fuldhydrauliske - men Gersvang Maskiner fremhæver især deres fjernstyrede rotorklippere.

Der er tale om en hybrid-løsning med elelektrisk drevne larvebånd, hvilket giver en meget fintfølende og direkte styring. Den egner sig specielt til skrænter, og så kan den i øvrigt klippe i begge køreretninger, så maskinen ikke skal vendes, hver gang man er nået til enden.

Derudover forhandler Gersvang Maskiner også produkter fra tyske Mulag, som blandt andet producerer armklippere, rabatklippere og pæleklippere - som i øvrigt kan leveres som en monteret pakkeløsning på en traktor.

Nye kunder

I det hele taget mener Søren Gersvang, at han er kommet godt i gang med sit nye firma, som ud over ham selv også tæller yderligere en sælger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes, vi er blevet modtaget godt, fortæller han og tilkendegiver samtidigt, at han selvfølgelig havde et godt netværk inden for branchen. Men han fremhæver også, at kundesegmentet er ved at ændre sig lidt.

- Tidligere var det mest kommunerne selv, man havde at gøre med, men nu er det i højere grad både mindre og større entreprenører, der udfører opgaverne. Vi handler naturligvis fortsat med kommuner, men det er den vej, det går.

Og netop her kan Have & Landskab komme til at spille en væsentlig rolle - specielt for en virksomhed, som trods alt stadig er i en opstartsfase.

- Det er helt klart den messe, der samler segmentet bedst, slår Søren Gersvang fast.