Den nye Logset 12F GT kommer aldrig til at arbejde i de danske skove.

Den er for stor. Ganske enkelt alt, alt for stor.

Den nye udkørselsmaskine 12F GT fra finske Logset er ganske enkelt for stor til at være relevant for den danske skovbranche. De første til at erkende det er den danske importør Euromatic ApS.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Markedet for sådan en stor udkørselsmaskine herhjemme er ikke-eksisterende, men det viser, hvilken vej tingene går indenfor udvikling hos Logset. Logset vil være med på alle markeder og på alle segment med hensyn til maskiner, siger Michael B. Frederickson fra Euromatic ApS.

Kæmpe nyhed

Selv om den er for stor til Danmark, så er maskinen også en stor nyhed på verdensplan.

Den er udstyret med en motor, som yder 300 hk, og læssekapaciteten er imponerende 20 ton. Brændstoftanken rummer 240 liter, og så er den udstyret med det helt nyudviklede hydrostatiske system DeX, der gør manøvrering i skovene mere sikker og lettere for både maskine og maskinfører.

Michael Frederickson kan trøste sig med, at selv om han ikke kommer til at sælge en 12F GT i Danmark, så er der herhjemme stor interesse for Logset modellen 5F GT.

- Vi vurderer fremadrettet, at flere og flere også får øjnene op for vores bomstærke Logset 6F GT, siger han.