Årets udgave af SkogsElmia bød på alt, man kunne forvente - men besøgstallet svigtede sammenlignet med tidligere.

Duften af gran- og fyrtræ, der netop har taget en tur gennem flishuggeren, er ikke til at tage fejl af. Den bedske lugt af harpiks finder hurtigt frem til næseborene, og lukker man øjnene, kunne man lige så godt foranlediges til at tro, at man står ude i en skov ved en stor stak udtynnede træer, der skal flises til energiproduktion.

Og det er netop dét, der gør SkogsElmia, og i øvrigt også storesøsteren Elmia Wood, til de succesoplevelser, de er. Uanset hvor man ser hen, er der arbejdende stande, hvor motorsave, skovmaskiner, flishuggere og brændemaskiner arbejder på højtryk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er ikke bare maskinerne, der er i fokus. Det er alle mekanismerne omkring skovbranchen, der er samlet på ét og samme sted - lige fra planteskolen til savværket.

7.000 færre

Det stærke koncept til trods, skuffede messen alligevel lidt i forhold til antallet af besøgende. Således oplyses det på messens hjemmeside, at det samlede tal over de tre dage, messen fandt sted, landede på 26.168.

Til sammenligning var der i der i 2011-udgaven 33.209 besøgende, og dermed dukkede der godt 7.000 færre op til denne udgave.

Det var dog ikke umiddelbart til at se - i hvert fald ikke om fredagen, hvor GRØNtekniks udsendte var troppet op. Folk stod skulder ved skulder rundt om ved standene - og snakken gik lystigt.

Traditionen tro var der også flere konkurrencer, der blev afholdt i løbet af de tre dage - blandt andet svensk mesterskab i Champs of Logging, hvor præcision med motorsaven er altafgørende. Derudover var der også konkurrence i udkørsel, hvor færdighederne i en udkørselsmaskine blev sat på prøve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Næste gang, der afholdes messe i de svenske skove syd for Jønkøbing, er fra 7.-10. juni 2017, hvor det er tid til verdens største skovmesse, Elmia Wood.