For andet år i træk er græstæppet på FC Københavns hjemmebane blevet kåret som Danmarks Bedste Bane.

Det kan godt ske, at de i disse år kniber lidt for FC København at hente guldet til hovedstaden. Til Gengæld kan spillerne glæde sig over, at de har hjemmebane på Danmarks bedste underlag. Grundlaget for titlen bygger på, at Superligaens anførere efter hver udekamp har bedømt den bane, de har spillet på - og det er i øvrigt for andet år i træk, at prisen ryger til Østerbro.

Præcis som det var tilfældet sidste år, er Telia Parkens græstæppe tæt forfulgt af græsset hos de nykårede danske mestre fra FC Midtjylland. Faktisk lå midtjydernes underlag i førerposition forud for forårssæsonen, men et nyt græstæppe i Telia Parken endte med at gøre udslaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke overraskende finder man FC Nordsjællands hjemmebane i den modsatte ende af listen - som er Superligaens eneste kunstige underlag.

Dygtige folk

Anders Hørsholt, administrerende direktør i FC København, er ikke overraskende glad for resultatet.

- Vi er selvfølgelig godt tilfredse med den her kåring, som er et resultat af, at vi bruger mange ressourcer og har meget dygtige folk til at skabe den bedst tænkelige bane, som er helt afgørende for, at spillerne kan give det bedst mulige produkt for tilskuere og tv-seere. Det er vi glade for bliver anerkendt, siger Anders Hørsholt.

Spillerforeningens formand ønsker FC København stort tillykke med kåringen.

- Vi ønsker FC København stort tillykke med titlen som Danmarks Bedste Bane. Formålet med vores kåring er at sætte fokus på gode baner, og det kan vi konstatere, at FC København har - særligt efter de lagde nyt græstæppe. De nye græstæpper i både Telia Parken og på Brøndby Stadion er blevet varmt modtaget af anførerne, og det hæfter vi os selvfølgelig ved. Når det er sagt, skal vi også hylde de klubber med dygtige groundsmen, som har fornuftige baner uden at anlægge nyt græs. Det gælder blandt andet både i FC Midtjylland og i AaB, lyder det fra Thomas Lindrup, Spillerforeningens formand.