Der er nu begrundet håb om at flere unge vil vælge en erhvervsuddannelse. Det viser en undersøgelse fra Region Sjælland.

Næsten hver fjerde elev på ottende klassetrin i Region Sjælland forventer at søge optagelse på en erhvervsuddannelse efter endt folkeskole. Og på landsplan er det hver femte elev. Det skriver Dagbladet Roskilde.

Det betyder, at der i forhold til seneste optag på erhvervsskolerne i år - hvor man blot havde en søgning på 18,5 procent, der samtidig har været det laveste andel nogensinde - er tale om en udvikling i den rigtige retning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I det lys er de her tal virkelig interessante, siger undervisningsminister Christine Antorini til avisen.

I og med, at vi tager fat i de unge allerede i 8. klasse, er der altså potentiale for at endnu flere vælger erhvervsskolevejen.

Christine Antorini

Undervisningsminister

Præcis hvad udviklingen skyldes, kan ministeren ikke vide med sikkerhed, men hun mener, at udviklingen kan skyldes nye krav i folkeskolen om, at de unge skal prøve kræfter med erhvervsuddannelserne i 8. klasse.

- Ud over de 24 procent, der vil tage en erhvervsuddannelse, er der yderligere 20 procent, der ikke ved, om de skal tage gymnasiet eller en erhvervsuddannelse. I og med at vi tager fat i de unge allerede i 8. klasse, er der altså potentiale for, at endnu flere vælger erhvervsskolevejen, siger Christine Antorini.