Den nye lille kompakttraktor fra Iseki er lille af krop, men den løfter alligevel 480 kg i liften.

Den nye Iseki-model er kompakt i ordets egentlige forstand, for den måler kun 93 cm i bredden m. agridæk. Inden for de yderst begrænsede mål er der både plads til en 3-cyl. Shibaura motor med 16 hk og en helt igennem fornuftig arbejdsplads til chaufføren, der nemt kan komme af og på den lille kompakttraktor, for gulvet er næsten plant.

Instrumenteringen indeholder det, man har brug for, og betjeningerne er logisk placerede, så det er nemt at betjene traktoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sikkerheden er på plads

Den mest iøjnefaldende sikkerhedsanordning er en kraftig sikkerhedsbøjle, hvilket reducerer risikoen for personskade ved væltning betydeligt, men også delelementer som skridsikre trin i begge sider, god plads til fødderne ved pedalerne, suverænt udsyn omkring traktoren, lygter og tydelig markering af betjeningshåndtagene er på plads, så der er virkelig tale om en lille sikker traktor - både for chaufføren og for omgivelserne.

- Vi har lige præsenteret den for vores forhandlere, og de var begejstrede for den lille kompakttraktor, som de tror, vil tiltale mange kunder indenfor det grønne område, fortæller Martin Hansen fra HCP, der importerer Iseki og sælger de japanske kompakttraktorer i Danmark, Norge og Sverige.

- Den er lige så billig som en 'kineser', men når det handler om kvalitet ophører sammenligningen. Der er japanerne alle andre overlegne, tilføjer han.