Husqvarnas robotplæneklipper model 330X er for andet år i træk bedst i test som "premiumvalg".

Igen i år har Husqvarnas robotplæneklipper Automower 330X vundet prisen som "Bedste premiumvalg" i en dansk test af robotplæneklippere. Det er en række haveeksperter på det danske uafhængige testsite bedst-i-test.dk, der over en periode på 10 uger har sammenlignet Automower 330X med et bredt udvalg af robotplæneklippere fra kendte mærker som Husqvarna, Gardena, Bosch, Honda, AL-KO og Stiga.

Alle har de fået karakter for funktionalitet, effektivitet, pålidelighed og design i forhold til prisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vinderen af testen blev Gardenas R160, men den henvender sig til private brugere, og derfor falder den uden for det professionelle segment. Testteamet har mere relevant vurderet Automower som det bedste premiumvalg blandt andet som følge af dens "uovertrufne effektivitet og pålidelighed" fremgår det af en pressemeddelelse fra Husqvarna selv.

Ingen problemer

Automower 330X havde den højeste ydeevne blandt de testede maskiner, og havde det været eneste kriterium i testen, var den blevet samlet vinder. Men da testen handlede om værdi til prisen, måtte den nøjes med en andenplads og titlen "bedste premiumvalg".

- Kraftige hældninger, rødder, løst underlag, komplicerede klippearealer, højt græs. 330X klarer dem alle uden problemer, og gør det både smart og tidseffektivt. Installationen er enkel, og klipperen er tilgivende over for sjusket kabelføring. Programmeringen er fleksibel og har et letforståeligt menusystem. 330X har et "stealth"-lignende design, der er stilfuldt diskret og udstråler eksklusivitet. Karosseriet bliver ret let ridset, og selvom det ikke påvirker funktionaliteten, kan det se lidt kedeligt ud. Men at dette er den eneste mangel, vi har kunnet finde, siger imidlertid en hel del om 330X, skriver dommerne i sin bedømmelse.

Smart klipning

Klipperen er udviklet til store og mellemstore haver med plæner på op til 3.200 kvadratmeter. Den har blandt andet fundet vej til Tivolis græsarealer, hvor chefgartner Tom Knudsen udtaler:

- Vi er meget tilfredse. Automower 330X lever op til Tivolis krav om høj standard, og plænen står grøn og frodig. At den tilmed skåner miljøet, ikke kan høres og derfor ikke generer vores gæster er ekstra gevinster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

330X er en af markedets mest lydsvage med et lydniveau på 56 dB. Den klarer hældninger op til 45 procent, og har en klippetid på 2,5 timer. Et avanceret GPS navigationssystem registrerer, hvilke områder robotklipperen allerede har dækket for at sikre optimal plænedækning.

Samtidig tilpasser robotplæneklipperen sig græssets vækst - jo hurtigere det vokser, des oftere klipper Automower græsset.

Det hører med til historien, at Gardena, der vandt samlet, er ejet af Husqvarna, og modellen R160 er ifølge bedst-i-test.dk en noget modificeret version af Husqvarnas tidligere flagskibsmodel, Automower 220AC.