Den indledende runde ved DM i Minigraver løber af stablen på fredag. Her vil der blive dystet på både tekniske færdigheder og hurtighed.

Der er endnu to dage til at få finmotorikken i topform, hvis man drømmer om at kunne kalde sig danmarksmester i minigraver. Fredag afholdes der nemlig indledende runder i DM i Minigraver i forbindelse med åbent hus hos Loxam, hvor man i de 19 Rental-afdelinger vil kunne deltage i konkurrencen. Den deltager i hver afdeling, som klarer øvelserne bedst og hurtigst, går videre til finalen, der afvikles under E&H'15 i Herning i starten af maj.

I årets indledende øvelse skal deltagerne konkurrere i præcision, nøjagtighed og hurtighed, og alle over 18 år kan tilmelde sig konkurrencen. Går man hele vejen i konkurrencen, belønnes man som nyslået danmarksmester med både pokal og værktøj fra Hilti til en værdi af 10.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidste års vinder blev Thomas Kristiansen fra AK Entreprenørservice, som kvalificerede sig til finalen ved at vinde kvalifikationen i Bårse-afdelingen. På andenpladsen kom Jack Bondo fra firmaet J. Jensen, mens Henning Søndergaard fra firmaet Troels Jørgensen fik en tredjeplads.

Det er femte år i træk, at Loxam afholder DM i Minigraver, og det er maskinens alsidighed, der har gjort minigraveren til konkurrenceplatform hos udlejningsfirmaet. Man kan tilmelde sig de indledende runder i konkurrencen på www.dmminigraver.dk.