Der er fokus på sikkerheden i ny stubfræser fra italienske MultiOne.

MultiOne lancerer en ny stubfræser, der henvender sig til anlægsgartnere og andre, der fælder træer i haver og parker.

Stubfræseren er opbygget omkring en kraftig roterende stålskive med en diameter på 410 mm med ni slidstærke fræsertænder på hver side.Tænderne arbejder sig gennem stubbene og fræser dem ned til eller under jordens overflade. For at få maksimalt udbytte af stubfræserens kapacitet, bør den anvendes sammen med en af de større MultiOne-minilæssere med stor hydraulisk kapacitet. Det skriver MultiOne i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fokus på sikkerhed

MultiOne har i konstruktionen af fræseren lagt vægt på, at føreren har godt overblik over selve fræserhovedet samt muligheden for at holde stille under arbejdsoperationen og så lade teleskoparmen flytte fræserhovedet fremad med et let ryk, mens operatøren samtidig flytter fræserhovedet fra side til side med den hydrauliske betjening ved førersædet. Det giver ifølge MultiOne bedre ergonomi og arbejdssikkerhed i forhold til andre maskiner, hvor operatøren står ved siden af maskinens roterende dele.