For Kenneth Vinderslev Nielsen endte DM i Udkørsel ikke, som mesterskabet gerne gør.

Danmarksmesterskaberne i udkørsel plejer gerne at være en disciplin, hvor en gruppe dygtige skoventreprenører samles og dyster under Langesømessen, og hvor Kenneth Vinderslev til slut vinder.

Han havde før Langesø 2014 vundet de seneste tre år og fem gange i alt, men i år endte det anderledes. Hans indledende tid var otte sekunder fra at være blandt de fire bedste, som gik i finalen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trods alt kunne han alligevel smile.

- Der er ikke så meget at sige til det. Det var ikke godt nok. Omvendt er det dejligt at se de andre, som virkelig er dygtige. Jeg synes, Josef er en fortjent vinder. Han er virkelig dygtig, sagde Kenneth Vinderslev Nielsen, da GRØN|teknik snakkede med ham under messen.

Hans egen indledende tid var paradoksalt nok både for hurtig og for langsom. Han var for hurtig ved nogle af udfordringerne på manøvrebanen, hvilket gav fejl og dermed strafminutter. De ekstra minutter var hans gennemkørsel samtidig for langsom til at opveje for. Samlet set endte han derfor på en utaknemmelig femteplads, som lige præcis ikke gav adgang til finalen.

- Om man bliver nummer to eller nummer fem, er det samme for mig. Men de andre var dygtigere, så jeg skal på ingen måde brokke mig over resultaterne. Jeg må bare gøre det bedre næste gang.