Fransgård har udviklet en skovtang til udtagning af stammer på svært tilgængelige steder.

Ind imellem er terrænet i skoven ekstra vanskeligt eller stammerne ligger hulter til bulter efter et stormfald. Så er man nødt til at hente de fældede eller frigjorte stammer ud med tang - og det er lige præcis sådan en opgave, den nye skovtang fra Fransgård Maskinfabrik er udviklet til.

- Vi har konstrueret maskinen til hurtig og effektiv flytning af hele eller afkortede stammer. Gribekloens ophæng er meget fleksibelt, og det gør det muligt at slæbe stammer ud fra svært tilgængelige områder, samtidig med, at bommen giver mulighed for at lægge stammerne i stak, fortæller salgschef hos Fransgård Maskinfabrik, Jens Ploug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sideforskydning

Han fortæller, at skovtangen fås i flere udgaver med forskelligt udstyr.

- Det er blandt andet muligt at få gribekloen med eller uden 360 graders rotator eller få skovtangen med et indbygget tre-tons skovspil, siger Jens Ploug.

Foreløbig kommer skovtangen med eller uden spil til montering på traktorens trepunkts-ophæng, men det er planen, at tangen senere også kommer i en udgave til montering på en frontlæsser. Modellen med spil hedder VHG-1200R og vejer 370 kg, mens modellen uden spil hedder HG-1200R. De "1200" i modelnavnet henviser til gribekloens maksimale åbningsbredde på 1200 millimeter eller 1,2 meter.

Manøvredygtigheden i vanskeligt terræn er optimeret med en hydraulisk sideforskydning, som svinger plus/minus 43 grader. Med rotator kan kloen arbejde både på langs og på tværs af kørselsretningen.

Skovtangen er udviklet og produceret på Fransgård Maskinfabrik, der ligger i stationsbyen Farsø i det vestlige Himmerland. Fabrikken er kendt for kvalitet, og der er heller ikke gået på kompromis med konstruktion eller materialer. For eksempel er gribekloen fremstillet i Domex 420 højstyrkestål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fransgård anbefaler, at skovtangen bruges på en traktor på mellem 60 og 100 hestekræfter med tre dobbeltvirkende hydrauliske udtag.