Danmark halter efter England, når det gælder bæredygtig certificering af træprodukter.

I cirka syv år har hun været med til at bane vejen for bæredygtig indkøbspolitik i Storbritannien. Og nu er hun i gang med at gøre det i Danmark.

Som teknisk rådgiver for FSC Danmark (Forest Stewardship Council) arbejder Sofie Tind Nielsen nemlig med at hjælpe virksomhederne med at leve op til den bæredygtige indkøbsstrategi ved offentlige projekter, som regeringen har gjort bindende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har en interesse i, at indkøbspolitikken bliver fulgt, så man efterspørger bæredygtigt træ og FSC-certificeringer, siger Sofie Tind Nielsen, der tilføjer, at strategien vil blive indfaset gradvist indtil 2016.

For nogle produkter, hvor det danske marked allerede har efterspurgt bæredygtige løsninger, træder reglerne i kraft allerede i år.

Danmark er bagud

- Men der er også en del produkter, hvor der ikke har været nogle, der har bedt om bæredygtighed før, og derfor har leverandørerne ikke investeret i at kunne sikre det, så der vil det tage lidt længere tid at få det på plads, forklarer Sofie Tind Nielsen.

Hun hæfter sig samtidig ved, at når det drejer sig om krav og ønsker om bæredygtighed, ser byggebranchen ud til at være lidt foran flere af de andre brancher i Danmark.

Der er dog langt færre danske virksomheder, der sørger for at få de bæredygtige træcertificeringer på plads i forhold til for eksempel England, hvor man begyndte at kræve bæredygtighed allerede tilbage i 2007.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sofie Tind Nielsen rådgav de engelske virksomheder fra 2006 til 2013 og vurderer, at 90-95 procent af træet på det engelske marked er certificeret. Det tilsvarende tal i Danmark ligger formentlig omkring 40 procent. Og det er dette tal, Sofie Tind Nielsen sammen med sine kollegaer arbejder på at øge.

Alle skal trænes

Lovgivningen er skruet sådan sammen, at det er bygherrerne til offentlige projekter, for eksempel et hospitalsbyggeri, der har ansvaret for at skrive bæredygtighed ind i kontrakten med hovedentreprenøren.

Hovedentreprenøren skal til gengæld sikre, at alle underentreprenører og leverandører lever op til kravene.

- En rigtig stor udfordring, som jeg også så i England, er, at beskeden ikke bliver sendt videre igennem leverandørkæden. Og så står der en leverandør og ved måske ikke engang, at han skal levere til et offentligt byggeri, fortæller Sofie Tind Nielsen og fortsætter:

- Der er altså noget benarbejde, der skal laves, og det er også derfor, at FSC har fået en pose penge fra Danida over de næste tre år til at træne ikke kun byggebranchen og leverandørerne, men også entreprenørerne og arkitekterne. Det er jo dem, der skal stille kravene og kontrollere kontrakterne.