Demo-dage i skoven viser alt det bedste inden for grenknusere, flishuggere og terrængående el-køretøjer med mere.

- Vi forsøger at gøre lidt op med de traditionelle messer.

Sådan siger Ejner Husted, teknisk direktør og leder af afdelingen Midt hos NHS Maskinfabrik. De holder torsdag den 6. og fredag den 7. februar demo-dage i Sinding ved Silkeborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På messerne er der mere at kigge på og mindre aktion. Det, som vi har fornemmet de seneste år, er, at folk siger, "det er da meget godt, alt det I siger", men dur det nu også til noget i virkeligheden, fortæller Ejner Husted.

Skovet skal fyldes

For tre år siden tog NHS initiativ til demo-dagene, der først hed NHS demo-dage og nu, hvor andre er inviteret med, bare hedder demo-dage. Med i skoven er NHS, Greentec.eu Spearhead, ABM Stål Aps, FAE, HCP Danmark og Fransgård.

- Konceptet er, at vi åbner vores skov på 13 hektar, og så har vi fyldt det i, vi nu finder interessant i sammenhængen, forklarer Ejner Husted.

I år er det park, kommunalt og skovbrug, og det handler altså om at få folk ud både at se og røre ved maskinerne og det, de laver.

Meget at se på

Der er både grenknusere, hegnsklippere og brændemaskiner, mens NHS viser sine egne flishuggere frem. Og også golfbranchen har også noget at se på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endelig kan de fremmødte møde Jesper Witzke, der er flerdobbelt canadisk mester i blandt andet øksehugning. Han viser sine evner inden for øksekast og træklatring.

Begge dage er der åbent fra 9-16.