Thaler-læssemaskiner supplerer Bobcat-programmet og optimerer forhandlernettet hos Svenningsens.

Det tyske topmærke i læssemaskiner Thaler ruller nu ind i det i forvejen store produktprogram hos Svenningsens Maskinforretning. Dermed får maskinleverandøren en endnu bredere produktpalette til både entreprenører, anlægsgartnere, landbrug, kommuner og industri.

- Vi har søgt efter et top-brand inden for læssemaskiner i mange år. Thaler er blandt Europas tre største producenter af minilæssere med en produktion på omkring 1000 enheder om året. Derfor var det ikke en vanskelig beslutning, da vi fik tilbuddet om importen og forhandlingen i Danmark, fortæller Svenningsens administrerende direktør Benny Svenningsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Thalers fine serie på 12 modeller er et perfekt supplement til Bobcat-programmet, som vi har i forvejen. De kompakte Thaler-læssemaskiner spænder i størrelse fra 1500 til 4000 kilo og løftekapacitet fra 775 til 2400 kilo. Flere af Thalers modeller kan problemfrit håndtere en palle belægningssten. Dermed appellerer de direkte til mange af vore kunder som anlægsgartnere, entreprenører, kirkegårde og kommuner, siger Benny Svenningsen.

Thaler, Bobcat og Kubota

Svenningsens nye afdelingsleder i Skanderborg-afdelingen, Klaus Holgersen, bliver "Mr. Thaler" i Danmark, da han skal være produktansvarlig for det nye mærke. Thaler har været repræsenteret i Danmark i en årrække, og der kører i forvejen mange af de tyske maskiner rundt om. Klaus Holgersen er nu på vej landet rundt for at mødes med de eksisterende Thaler-forhandlere.

- Vi regner med, at de alle fortsætter som hidtil. Samtidig ser vi på vores net af Bobcat- og Kubota-forhandlere. Vi vil afsøge mulighederne for at ramme det helt optimale forhandlernet for alle mærker, siger direktør Benny Svenningsen og fortsætter:

- Synergien betyder, at Svenningsens nuværende forhandlere får mulighed for at få en ny kvalitets-læssemaskine med i produktprogrammet. De nuværende Thaler-forhandlere i Danmark får tillige mulighed for at blive forhandlere af både Kubota- og Bobcat-maskiner.

Pendulophængt bagaksel

Foruden striben af gummihjulslæssere består Thaler-programmet også af en nyudviklet teleskoplæsser med løftehøjde op til 4,40 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er unikt for Thaler, at man har konstrueret en maskine med fast knæk og pendulerende bagaksel. Det giver hele maskinen en bedre balance, end vi ellers ser ved knækstyrede minilæssere. Der er mulighed for hydraulisk udtag til alle redskaber. Og foruden Thalers eget store redskabsprogram, kan maskinerne naturligvis forsynes med redskabsfæste, som giver mulighed for også at anvende udstyr af andre fabrikater, siger Svenningsens "Mr. Thaler", Klaus Holgersen.

Om Thaler

Thaler-fabrikken ligger i Polling ved München i det sydlige Tyskland. Stadig stigende efterspørgsel på læssemaskinerne gjorde det i 2009 nødvendigt at bygge en splinterny fabrik.

Med et topmoderne produktionsanlæg har Thaler nu sikret mulighed for at øge produktionen op til 2000 maskiner om året.