Ny skov ved Horsens skal beskytte byens vigtigste grundvandsmagasin, og samtidig trække naturen helt tæt på byen.

Miljøministeriet, Horsens Vand og Horsens Kommune har underskrevet en aftale om etablering af den nye bynære statsskov, der bliver plantet på den nu nedlagte Rugballegård. Skoven bliver cirka én kvadratkilometer stor, og den forventes indviet til foråret.

- Jeg er glad for, at vi i samarbejde med Horsens Kommune og vandforsyning får rejst en ny skov i Horsens, siger miljøminister Ida Auken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Skoven er et godt eksempel på, hvordan vi både kan beskytte vores grundvand og skabe naturoplevelser for indbyggerne tæt på byen, og jeg håber, at vi kan lave flere lignende projekter andre steder i landet, understreger ministeren.

I dialog med borgerne

Miljøministeriet, Horsens Vand og Horsens Kommune deler udgifterne til køb af jord og bygninger, mens Naturstyrelsen under Miljøministeriet skal plante og passe skoven.

Borgerne i Horsens kan selv være med til at bestemme, hvordan den ny skov skal indrettes. Der vil snarest blive afholdt informationsmøde og nedsat brugerråd.

- Den nye skov bringer både friluftliv og natur tættere på Horsens. Nu glæder jeg mig til at høre, hvordan borgerne i Horsens vil sætte deres præg på skoven, og hvordan de ønsker, at området skal indrettes, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.