Kirkegården i Thyregod kan i fremtiden nyde godt af en ny redskabsbærer.

Den er god nok. Hvis skiltet med skriften "Thyregod jul" virker bekendt, så er det nok fordi, ungernes overforbrug af julekalendere har sat sit aftryk. Skiltet har nemlig været en rekvisit i "Pagten", der kører som en genudsendelse på DR i år. Thyregod, hvor julekalenderen er optaget, har imidlertid beholdt skiltet, og derfor kan det fortsat opleves i bybilledet.

Det er nu ikke så meget skiltet eller Pagten, det skal handle om. Graveren på kirkegården i Thyregod har nemlig givet sig selv en tidlig julegave i form af en spritny redskabsbærer, som er leveret af Vemas A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en Nilfisk Egholm Park Ranger 2150 med tiplad, som har fået monteret løvsuger, fortæller Simon Kristensen, der er sælger ved Vemas A/S.

- Vi havde demonstreret den for graveren og to medhjælpere, og konklusionen var hurtigt, at den kunne de da godt bruge tre af. Men budgettet var kun til en, fortsætter han.

Lille og fix

I det hele taget har Vemas god succes med at sælge de danske redskabsbærere fra Nilfisk Egholm. Hvert år bliver det til mellem 10 og 15 af Park Ranger 2150 samt omkring lige så mange af de lidt større modeller.

- Det er mest kirkegårde og boligselskaber, der køber dem, fortæller Simon Kristensen.

Og det er der en god grund til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en lille og alsidig maskine, som er perfekt til at komme rundt med på kirkegårdenes stier. Og så kan man få mange praktiske redskaber som for eksempel løvsuger, græsklipper, kost, rive, sneplov og saltspreder, forklarer han og fremhæver samtidigt, at redskabsskift foregår uden brug af værktøj, og at det kan klares på under fire minutter.

I øvrigt vælger eksempelvis mange boligforeninger at få påmonteret hus - som kan pilles af i sommervarmen.